Fortsæt til indhold

Det drømmer vi om i vores næste job

En god løn og et udfordrende arbejde med gode muligheder for en forfremmelse er noget af det vigtigste for dem, der søger nyt job.

Erhverv

Hvad er egentligt det vigtigste ved den kommende arbejdsplads, når vi skal skifte job? Det giver en ny undersøgelse fra det sociale erhvervsmedie Linkedin svaret på. I undersøgelsen, der hedder Talent Trends 2014, har Linkedin spurgt 18.000 beskæftigede personer, hvad der er den største motivationsfaktorer for dem, når de skifter job. Hvad man lægger størst vægt på afhænger især af, hvor i verden man arbejder.

Her er de fem ting, som er blandt det vigtigste i et nyt job for jobsøgende.

  1. Bedre muligheder for at avancere i virksomheden er på verdensplan den ting, som 31 pct. synes er blandt det vigtigste i et nyt job. I Brasilien er det blandt det vigtigste for 54 pct., mens det i Danmark kun er vigtigst for 27 pct.
  2. Bedre løn og personalegoder ser 30 pct. på verdensplan som noget af det vigtigste ved et nyt job. Rusland er med 46 pct. det land i undersøgelsen, hvor lønnen og goder betyder mest. I Danmark er tallet 21 pct.
  3. Mere udfordrende arbejde er den egenskab ved et nyt job, som flest danskere (32 pct.), synes er det vigtigste i et nyt job. På verdensplan er det dog kun den tredje vigtigste ting. (26. pct.)
  4. En stilling, hvor man bedre kan udnytte sine kompetencer, er blandt det vigtigste i et job for 27 pct. af danskerne. På verdensplan er det for 25 procents vedkommende en af de vigtigste ting ved et nyt job. I Holland er det hele 43 pct., der synes, at noget af det vigtigste ved et nyt job er, at man kan udnytte sine kompetencer bedre.
  5. Bedre muligheder for at blive dygtigere er blandt de vigtigste ting ved et nyt job for 26 pct. af danskerne. På verdensplan er tallet kun 22 pct. Japan er det land, hvor muligheden for at blive dygtigere gennem sit arbejde betyder mest, hele 28 pct. mener her, at det er en af de tre vigtigste ting ved et nyt job.

550 af undersøgelsens 18.000 deltagere er danskere.