Lars Grarup stopper på Politiken
Efter fem år på Politiken siger digital chefredaktør Lars Grarup farvel til avisen. Det sker i erkendelse af, at det har taget for lang tid at nå de digitale mål, siger han.
Digital chefredaktør på Politiken, Lars Graup, stopper på avisen efter fem år i frontlinjen.
Han afløses af den nuværende analysechef, Frederik Wiedemann, der bliver digital direktør på avisen som led i en omlægning af den digitale organisation.
Det skriver Politiken i en pressemeddelelse.
"Vi har en strategi, en retning og nogle klare mål. Vi ved, hvor vi vil hen. Og vi ved, at det bliver et kæmpe arbejde, også videre frem. Alt det ændrer ikke ved, at det har taget lang tid at nå hertil. Set i bakspejlet også for lang tid. Det har jeg valgt at tage konsekvensen af. Andre må tage det næste ryk, som forhåbentligt kan skabe det gennembrud, der er nødvendigt for at nå vores mål," siger Lars Grarup i meddelelsen.
I forbindelse med Lars Grarups fratræden, udtaler chefredaktør Bo Lidegaard:
"Få evner som Lars at holde utallige bolde og projekter i luften uden at tabe overblikket, og få har haft flere og mere knoldede bolde at jonglere med. Digital udvikling er uhyggeligt svær og vandringen mod betaling for kvalitetsjournalistik stejlt op ad bakke," siger Bo Lidegaard.
"Ingen har mere grund end Lars til at glæde sig over, at det nu er lykkedes at komme et første stort skridt i den rigtige retning ved at flere end 70.000 af Politikens digitale brugere har valgt at oprette personlige profiler på politiken.dk."
Lars Graup begyndte som administrativ chefredaktør og blev kort efter også ansvarlig for den digitale udvikling.
Han fratræder 1. april, hvor Politiken også gennemføre omlægningen af den digitale organisation, skriver avisen.

