Fortsæt til indhold

Virksomhedsejere klar til salg for milliarder

Danske virksomheder med en samlet værdi på op imod 14 mia. kr. kan skifte hænder inden for den nærmeste fremtid.

Erhverv

En række store danske virksomheder kan få ny ejere inden for kort tid. Flere af af landets førende investeringsbanker sidder således netop nu med salgsmandater for flere danske selskaber, der enten leder efter en ny ejer eller nye partnere.

Det er blandt andet virksomheder som modefirmaet Masai, typehusgiganten Huscompagniet, der i skrivende stund er sat til salg, mens brødproducenten Kohberg i samarbejde med FIH har indledt en proces med at undersøge virksomhedens muligheder på længere sigt.

Det erfarer Finans fra en række kilder med indgående kendskab til de enkelte salgsprocesser. Fælles for dem alle er, at ejerne bag i skrivende stund øjner muligheden for at gøre en god handel set i lyset af det forbedrede økonomiske klima herhjemme, der stiller sælgerne med gode kort på hånden.

"Det danske M&A-marked er inde i en rigtig god gænge, og det er vores klare forventning, at det høje aktivitetsniveau vil fortsætte. Markedet understøttes nemlig af en række afgørende faktorer; heriblandt det lave renteniveau, stabile vækstudsigter og en stor interesse for danske kvalitetsvirksomheder. Hos Carnegie ser vi således ind i en rigtig interessant pipeline af nye salgsmandater på tværs af sektorer inden for det næste halve år," siger Jacob Bastholm, der er Head of Investment Banking for Carnegie i Danmark.

Han vil dog ikke sætte navn på de konkrete virksomheder, som banken i øjeblikket arbejder med.

Finans beskrev i sidste uge, hvordan den danske typehusgigant Huscompagniet er blevet sat til salg af ejerne bag virksomheder, FSN Capital og Lego-familiens pengetank Kirkbi efter flere år med stigende omsætning og overskud.

Hans Rye, der er medejer af modekæden Masai, ønsker ikke at kommentere eventuelle salgsplaner for virksomheden, mens medejer af Kohberg Jesper Fogtmann siger til Finans, at man ikke har aktuelle salgsplaner.

Denne artikel er en oplåst abonnementsartikel. Ønsker du fuld adgang til alle øvrige artikler i Finans’ abonnementsunivers, kan du helt uforpligtende få 40 dages gratis adgang ved at klikke her.

Artiklens emner
Carnegie
FIH Erhvervsbank