Fortsæt til indhold

Rekordregnskab i datterselskab forgylder OK Benzin

Rekordregnskab fra elmålerproducenten Kamstrup sender 180 millioner kroner videre til virksomhedens ejere, OK Benzin, et andelsselskab med 12.000 medejere.

Erhverv

Indtjeningen i Kamstrup, der har hovedsæde tæt på Skanderborg, hoppede i vejret med 41 pct. fra 2013 til 2014, og landede på rekordhøje 206 millioner kroner efter skat. Resultatet er mere end fordoblet siden 2010.

Omsætningen voksede med lidt over syv procent til 1,3 mia. kroner, hvilket er det højeste nogensinde.

Det fremgår af det netop offentliggjorte årsregnskab.

”Vi kan ikke andet end at være tilfredse i et marked, der vokser begrænset,” siger finansdirektør Henrik Rom, der oplyser, at langt over halvdelen af omsætningen er uden for Danmarks grænser, særligt i nærmarkeder som Tyskland, Sverige og Norge.

”Vi har accelereret produktudviklingen i nye måle- og analysesystemer, hvilket vi vil fortsætte med, og det høster vi resultatet af.”

En større bid af markedet og mere automatisering i produktionen skubber både omsætning og indtjening i vejret. Kamstrup, der udvikler og sælger elektroniske energi- og vandmålere, har oplevet tocifrede vækstrater på flere udenlandske markeder og forventer at forsætte med at kapre markedsandele i år. En mindre del af resultatet stammer fra et frasalg af virksomhedens hollandske gasdivision.

Hvis du har fået installeret en elektronisk vandmåler under køkkenvasken i løbet af seneste år, er der god sandsynlighed for at der står Kamstrup på den. Selskabets kunder er eksempelvis store forsyningsselskaber som Dong, som digitalt fjeraflæser strøm- og vandforbruget fra målerne i de små hjem.

Omtrent 1,5 millioner husstande har en elektronisk elmåler installeret, og det forventes at lovkrav skubber det yderligere op, så alle tre millioner husstande får en digital måler installeret indenfor de næste fem år.

I en tid hvor udkantsdanmark står for skud og kæmper med krisetegn, bryder Skanderborg-selskabet trenden. Industrivirksomheden har ansat 240 ekstra medarbejdere siden 2010 og forventer at ansætte 100 ekstra i år. Nyansættelser er ikke på fabriksgulvet, men veluddannede jobs i selskabets produkt- og markedsføringsafdeling.

Hovedparten er ingeniører og to tredjedele ansættes i Danmark og en tredjedel udlandet, oplyser finansdirektøren.

Finansdirektøren ser lyst på fremtiden.

”Vi ser positive muligheder, og selvom vi nok ikke kommer nok til at tjene ligeså mange penge næste år som i år, så forsætter væksten i omsætningen,” siger finansdirektøren, der dog afviser at sætte præcise tal på.

”Vi ansætter flere ingeniører og der synes vi egentlig, at vores beliggenhed er fin, fordi vi tiltrækker folk fra Århus og Aalborg. Det bliver selvfølgelig en kamp fremadrettet at tiltrække de dygtigste, men den udfordring tager vi gerne.”

Kamstrup har afdelinger i 23 lande og sælger produkter over det meste af kloden.

Artiklens emner
OK
Kamstrup