Så langt vil folk gå for at få et job

I en vejkant i Frederikshavn fandt 35-årige Daniel Jensen sig sit drømmejob i begyndelsen af marts. Med sig havde han et skilt næsten lige så langt som ham selv, og på det stod en uopfordret jobansøgning til alle, der kørte forbi.

»Har du et job til mig?« stod der med store bogstaver.

Det gav så meget pote, at han på den ene dag, han stod i vejkanten, fik 30 henvendelser om mulige job. Nu starter han på drømmejobbet i fotobutikken i Sæby. Historien har siden gået sin rundgang på de danske medier.

Men han er ikke alene om at have brugt den tilgang. Også før ham har nyuddannede briter skaffet sig drømmearbejdet på lignende måder. Mest kendt er vist Alfred Ajani, der søgte flere end 300 job, efter han blev færdig med marketing. Til sidst blev han så træt af det, at han stillede sig på Waterloo Station med et skilt næsten magen til Daniel Jensens og delte sit cv ud til alle forbipasserende. Hurtigt blev han på sociale medier kendt som »cv-manden« og et halvt år senere stod han på stationen igen. Denne gang med et skilt, der havde en noget anderledes besked.

»Nu hyrer jeg,« stod der.

Ifølge Marianne Steen, stifter af netportalen Prodii, er der god grund til, at man formår at drive det vidt, når man stiller sig offentligt frem med sådan et skilt. Hun har skrevet bogen »søgjob.dk« og giver foredrag om digital jobsøgning.

»Jeg synes, jeg ser for få, der tør skille sig ud på den måde,« siger hun om Daniel Jensens jobsøgning.

»Det er som om, de fleste gemmer sig bag et stykke papir og en computerskærm i stedet.«

Det er ellers netop, når ansøgerne viser, de kan tænke ud af boksen, det gør indtryk hos arbejdsgiverne, forklarer hun. Og så demonstrerer det en vilje, der er svær at fremvise på tekst, når man sådan stiller sig ud i en motorvejskant hele dagen og vifter med et skilt.

»Man viser, hvor klar man er til at gøre, hvad der skal gøres for at få ting til at lykkes. Og alle ved, at det ikke er sjovt at stå i vejkanten ved en motorvej hele dagen,« siger hun om Daniel Jensens alternative jobsøgning.

Nu bliver problemet bare at finde på en ny måde at gøre det på, understreger hun. For Daniel Jensens historie vil de fleste allerede kende, næste gang nogen stiller sig i vejkanten med et skilt.

»Man kan ikke kopiere det her. Udfordringen er at få det, man gør, til at virke som et frisk initiativ, der demonstrerer den opfindsomhed, vedkommende ville kunne tage med sig ind på sin nye arbejdsplads. Hvis folk gør nøjagtigt det samme som Daniel Jensen, er de jo bare dem, der gør det, nogle andre allerede har gjort,« siger hun.

Det virkede ellers for den nyuddannede britiske journalist Samuel Dix, da han gjorde det. Han stillede sig i februar ned på Waterloo Station i London med et skilt i hånden. Nøjagtigt ligesom Alfred Arjani havde gjort før ham. Og før Alfred Arjani var der den unge økonom Faraaz Kaskar. Alle tre fik job.

Men om tre-fire virale historier er repræsentative for, hvor godt en metode virker, er Marianne Steen ikke så sikker på. Men hun tror ikke, metoden ville fungere godt hos større virksomheder.

»Det handler jo selvfølgelig meget om, hvem der lige kommer forbi, mens man står der. Men jeg tror ikke, det virker i store virksomheder, der har en kæmpe HR-afdeling. De kan simpelthen ikke slippe deres metodikker så nemt,« siger hun.

De kan til gengæld tjekke dig på internettet, understreger hun. Og er man ikke så meget for at stille sig i vejkanten med et skilt på maven eller tilbringe det meste af sin dag i en metro, er der også andre måder at gøre sig bemærket på - netop på internettet.

Her kan man aktivt sætte sine kompetencer i værks ved at blogge om sine interesser, man kan færdes i debatfora, der forholder sig til ens stofområde, man kan lægge sit cv åbent ud til alle på Linked In, og man kan bestemme sig for et stofområde, man vil tweete om på Twitter.

»Der er mange måder at bruge internettet på i sin jobsøgning. Det handler ikke bare om, at man kan bruge sociale medier og blogs til at vise, hvem man er, men også at man over tid kan bevise sine kompetencer for folk. Det kan man gøre med blogs og med sociale medier, hvor man med en langsigtet indsats kan bevise, at man er oprigtig i sine interesser,« siger hun.