Mange danskere spilder kostbar tid på arbejdet
Over halvdelen af danskerne angiver at kunne arbejde mere effektivt.
Vi spilder kostbar tid på arbejdet og kunne udrette meget mere end det, vi gør.
Det mener et stort antal danske lønmodtagere ifølge en undersøgelse, som Wilke har foretaget for Avisen.dk blandt 1.059 repræsentativt udvalgte, voksne danskere.
Over halvdelen af danskerne angiver at kunne arbejde mere effektivt under ideelle forhold og ledelse. Hver fjerde siger endda, at deres effektivitet ville stige med over 10 procent, hvis de havde de rigtige arbejdsforhold. Og syv procent siger, at de har over 25 procent mere arbejde i sig, end de præsterer i dag.
Hvis den tabte arbejdskraft blev udnyttet, ville produktiviteten kunne øges med 6,7 procent og velstanden i samfundet øges med 128 milliarder kroner. Det viser et regnestykke, som Arbejderbevægelsens Erhvervsråd (AE) har foretaget for Avisen.dk på grundlag af tallene.
Rådet understreger dog, at beregningen skal tages med forbehold.
- Regner man ud fra den mindste stigning i effektiviteten i hvert interval, snakker vi om 80 milliarder kroner i øget velfærd. Man skal også huske på, at folk har svaret ud fra, hvor meget de selv tror de kan hæve deres effektivitet - det øger usikkerheden, siger chefanalytiker i AE Erik Bjørsted til Avisen.dk.
Han er dog ikke i tvivl om, at lønmodtagerne har ret, og at der er et potentiale for at øge produktiviteten på arbejdspladserne.
Danskernes oplevelse af, at deres arbejdskraft udnyttes for dårligt kommer ikke bag på Helle Rosdahl Lund, der er ledelsesrådgiver og direktør i Center for balance mellem arbejdsliv og familieliv (CBAF).
- Vi ved, at der er meget spildtid på arbejdet, og at arbejdsprocesser nogle gange er utrolig dårligt tilrettelagt. Og for medarbejdere er det drønhamrende frustrerende, siger hun til Avisen.dk.
Professor Anders Sørensen fra Copenhagen Business School (CBS) er med i Produktivitetskommissionen, som har skullet rådgive politikerne om, hvordan man får mere arbejde ud af danske lønmodtagere. Han føler sig misforstået, hvis indtrykket er, at han vil piske arbejdet frem.
- Mange har fanget signalet om, at vi skal arbejde mere. Men i min optik handler det netop om at gøre tingene smartere og bedre i den arbejdstid, vi har, siger han til Avisen.dk.
Professor Bent Greve, der forsker i ledelse og organisering på Roskilde Universitet, synes derimod, at en effektiviseringsgevinst på over 10 procent er et lige lovlig optimistisk tilbud fra så stor en gruppe lønmodtagere.
Både på det offentlige og det private arbejdsmarked er der effektiviseret de senere år, og der er en grænse for vores arbejdsmæssige kapacitet. Det er ikke uden grund, at stress fylder så meget i debatten, påpeger han.
- Lønmodtagernes vurdering er formentlig udtryk for, at de har været gennem så mange omorganiseringer de senere år, at de ikke ved, hvilket ben de skal stå på. Men det sænker også produktiviteten, så derfor køber jeg også argumentet om, at der fortsat er noget at hente. Man skal bare være forsigtig med ikke at overvurdere det, advarer han ifølge Avisen.dk.

