Britisk byggemarkedskæde lukker 60 butikker
Den britiske byggemarkedskæde Kingfisher vil lukke 60 butikker i Storbritannien og Irland, hvilket sker som følge af, at kunderne i stigende grad gør deres køb af gør-det-selv-ting på nettet.
Det skriver Bloomberg News.
Det er 60 B&Q-butikker, som står foran en lukning. Det er omkring hver sjette butik i Storbritannien og Irland, men derudover vil Kingfisher også lukke enkle butikker i Europa, der ikke er rentable, fremgår det af en meddelelse fra selskabet tirsdag.
Lukningerne vil ske løbende over de næste to år og resultere i engangsomkostninger på 350 mio. pund.
Investorerne ser ud til at synes godt om beslutningen, for Kingfisher-aktien stiger 4,6 pct. til 381,60 pence på børsen i London tirsdag formiddag.
Det er anden dag i træk, at den britiske byggemarkedskæde stjæler overskrifterne. Mandag steg Kingfisher-aktien 2 pct. efter at have droppet et bud på franske Bricolage som følge af uenighed om, hvilke tiltag der var nødvendige for at få konkurrencemyndighedernes godkendelse af handlen.

