Rent dansker-opgør i kampen om havmøller
Det er næsten udelukkende danskere der deltager, når kampen om ordrerne på de lukrative havvindmøller skal stå.
En stor konsolideringsbølge i vindmøllebranchen, der blandt andet har styrket store spillere på markeder som Alstom og Senvion, har sendt danskere til tops i direktionerne rundt om i industrien.
Det skriver Berlingske Business.
Efter den omfattende konsolideringsbølge i branchen står der fire seriøse spillere klar til at udfordre markedslederne Siemens: MHI Vestas, Senvion, Alstom og Adwin. Selvom selskaberne har rødder i vidt forskellige lande, deriblandt Indien, Japan, Tyskland og Frankrig, kan fællessproget iblandt dem meget vel blive dansk når de mødes. Topdirektørerne blandt havvindmøllespillerne er nemlig overvejende danske.
MHI Vestas, Siemens og Alstom har således en dansker i chefstolen for deres offshore-divisioner, men Senvion har en tyskfødt, men dansktalende chef i form af Andreas Nauen. Kun selskabet Adwin er fri for et dansk islæt. At Danmark er så godt repræsenteret, er der ifølge industriens brancheorganisation en god forklaring på.
- Det skal ikke lyde højtideligt, men det er Danmark, der har opfundet offshore-vind, og det er os, der har gjort os alle de teknologiske erfaringer indtil nu. På havene er 90 pct. af turbinerne danske, så hvis man skal have seriøst erfaring ind, er det svært at komme udenom danskere, udtaler Jan Hylleberg, direktør i Vindmdmølleindustrien, ifølge Berlingske Business.

