Fortsæt til indhold

DSB kan miste 200 mio. årligt når vedligeholdelse af Øresundstogene flyttes til Sverige

DSB risikerer at miste 200 mio. kr. i årlige indtægter, hvis Region Skåne gennemfører planerne om at overtage vedligeholdelsen af de svenskejede Øresundstog.

Erhverv
Kilde: Øresund News

Et nyt svensk togværksted forventes at være klar udenfor Hässleholm i december 2016 og det skal desuden også kunne tage imod de danske Øresundstog.

En svensk utilfredshed med vedligeholdelsen af Øresundstogene indebærer, at Region Skåne nu vil flytte service og vedligeholdelse til et nyt værksted som planlægges i Kärråkra udenfor Hässleholm.

De 75 svenskejede Øresundstog er siden starten af 2000 blevet vedligeholdt ved DSB's togværksted El Togsæt i Helgoland udenfor København sammen med de 36 danskejede Øresundstog. Udvalget for kollektivtrafik i Skåne er meget kritisk til EL Togsæt og beskriver værkstedet i Helgoland som et "ældre, urationelt, fejlplaceret og meget hårdt benyttet værkstedsanlæg".

Vedligeholdelsen af Øresundstogene er tidligere blevet kritiseret af transportminister Magnus Heunicke for at tage for lang tid, så for mange tog er ude af drift. Noget som har kostet DSB millionbeløb i bøder til staten.

På torsdag skal Skånes regionstyrelse tage beslutning om fortsat planlægning af det nye værksted for Øresundstog i Kärråkra. Byggeriet forventes at koste mellem 800 og 960 mio. regnet i 2019 års priser, afhængigt af om det kun er de 75 svenske Øresundstog eller også de 36 danskejede Øresundstog, som skal vedligeholdes der.

Gennem store udgiftsbesparelser forventes det nye værksted ikke at medføre nogle forøgede udgifter for Øresundstogene. Personaleudgifterne beregnes at blive 10 pct. lavere i Sverige samtidig med at vedligeholdelsen af togene forventes at blive mere effektiv i de nye lokaler. Besparelsen på 50 mio. kr. årligt forventes at kunne kompensere for de nye og dyrere lokaler, men tallene er endnu usikre, fremhæves det i beslutningsunderlaget til Region Skånes regionrådsstyrelse.

Sidste år betalte svenske Öresundstog AB 260 mio. svenske kroner for vedligeholdelse til DSB, svarende til cirka 200 mio. danske kroner. Vask og rengøring af togene kostede yderligere 70 mio. svenske kroner.

Det nye værksted for Øresundstog skal ifølge Regionstyrelsens beslutningsunderlag stå klar i december 2016. Region Skåne skal eje lokalerne og Öresundstog AB drive værkstedet.

Artiklens emner
DSB Øresund
DSB