Blåstempling af telefusion trækker ud
Den planlagte fusion mellem Teliasonera og Telenor i Danmark skal kigges endnu dybere efter i sømmene af EU-Kommissionen, der nu har sat en ny deadline for en eventuel godkendelse til 19. august.
Begrundelsen er bekymring for, hvorvidt en fusion vil svække konkurrencen på det danske telemarked, fremgår det af en meddelelse fra kommissionen.
EU's konkurrencemyndigheder, der har danske Margrethe Vestager i spidsen som konkurrencekommissær, havde deadline 8. april, men man har valgt at udskyde den endelige beslutning med 90 arbejdsdage.
Hvis fusionen mellem svensk-finske Teliasonera og norske Telenor går igennem vil det kombinere henholdsvis nummer to og nummer tre på det danske mobilmarked, der sammen skaber den største aktør på mobilmarkedet målt på omsætning og antallet af abonnementer.
EU-Kommission udtrykker i onsdagens meddelelse bekymring for, at fusionen kan føre til mindre konkurrence på markedet, hvilket kan føre til højere priser og mindre innovation.
- Telekommunikation er en vigtig service i mange menneskernes liv. Mit mål er at sikre, at den foreslåede transaktion ikke vil føre til højere priser for danske forbrugere og virksomheder, siger Margrethe Vestager i meddelelsen.
Desuden peger kommissionen på, at fusionen vil mindske antallet af mobile netværksoperatører, som kan tilbyde engrosløsninger. Det vil reducere udbuddet af selskaber hos kunderne og svække muligheden for forhandling, når der skal forhandles kontrakter.
Endelig er der en vis bekymring for, at fusionen vil betyde, at det danske telemarked vil være efterladt med to store og symmetriske aktører, hvilket ifølge EU-Kommissionen vil kunne føre til koordinering mellem selskaberne.
Det er dog ikke den store overraskelse, at fusionen ikke er blevet godkendt i første omgang. Så sent som i slutningen af marts, udtalte Teliasoneras topchef, Johan Dennelind, at han ventede en forlænget undersøgelse af fusionen.
Desuden har det generelle billede ved de seneste fusioner blandt teleselskaber i Europa været, at EU-Kommissionen ikke bare har givet en blank påtegning med det samme og desuden har fremsat en række krav til aktørerne, påpeger Morten Imsgard, der følger telesektoren som senioranalytiker i Sydbank.
- Det vil overraske mig meget, hvis der ikke bliver fremsat nogle krav fra myndighedernes side. Jeg venter, at fusionen går igennem, men det vil formentlig indeholde en liste med krav, der for eksempel sikrer, at en ny spiller nemt vil kunne komme ind på markedet og sikre forbrugerne de bedst mulige priser, siger Morten Imsgard til Ritzau Finans.
Han peger på, at den hårde konkurrence på det danske telemarked, som de seneste år har presset indtjeningen for selskaberne, dermed må fortsætte lidt endnu.
- Indtil vi får en bedre afklaring, så er konkurrencebilledet på det danske telemarked fortsat intenst, og det ser vi for eksempel ved, at Telenor har lanceret telefoner til 1 krone. Så der bliver virkelig gået til stålet i markedet i øjeblikket, men det er Telia og Telenor selvfølgelig nødt til, hvis den her fusion skulle falde til jorden, siger Morten Imsgard.


