Fortsæt til indhold

Telia: Fusion med Telenor skal nok glide igennem

Hos det svensk-finske teleselskab Teliasonera er man fortrøstningsfuld i forhold til at få godkendt fusionen med Telenor på det danske marked, selvom EU-Kommissionen onsdag har udskudt den endelig beslutning til efter sommerferien.

Erhverv
Ritzau Finans

Teliasonera er ikke overrasket over, at kommissionen nu først vil tage en beslutning 19. august, da det har været det samme billede ved de seneste fusioner på den europæiske telescene.

- Vi mener, at fusionen vil skabe en stærk og robust konkurrent på tværs af det danske telemarked i Danmark. Forbrugere og virksomheder vil få gavn af forbedrede netværksforbindelser, højere hastigheder og mere attraktive og forbrugervenlige services. Vi er derfor fortsat fortrøstningsfulde i forhold til, at fusionen vil blive godkendt i løbet af 2015, skriver Teliasonera i en pressemeddelelse.

- Vi er engagerede i det danske marked, og fusionen er et nødvendigt skridt for at frigive ressourcer, øge investeringerne og være aktive i konkurrencen til gavn for forbrugere og virksomheder, skriver det svensk-finske teleselskab videre.

EU-Kommission skulle senest 8. april tage stilling til, om fusionen skulle godkendes, eller om der skulle foretages yderligere undersøgelser. Den endelige godkendelse er dermed blevet udskudt, og kommissionen begrunder det med, at fusionen kan føre til mindre konkurrence på markedet, hvilket kan føre til højere priser og mindre innovation.

- Telekommunikation er en vigtig service i mange menneskernes liv. Mit mål er at sikre, at den foreslåede transaktion ikke vil føre til højere priser for danske forbrugere og virksomheder, siger konkurrencekommissær Margrethe Vestager i forbindelse med meldingen fra EU-Kommissionen.

Desuden peger kommissionen på, at fusionen vil mindske antallet af mobile netværksoperatører, som kan tilbyde engrosløsninger, hvilket vil reducere udbuddet af selskaber og svække muligheden for forhandling, når der skal indgås nye kontrakter.

Derudover er der en vis bekymring for, at fusionen vil efterlade det danske telemarked med to store og symmetriske aktører, hvilket ifølge EU-Kommissionen "vil kunne føre til koordinering mellem selskaberne".

Artiklens emner
Telenor
Teliasonera