Fortsæt til indhold

Nyt milliardlån giver vokseværk i Carlsbergbyen

Pensionskassen PKA investerer 2,4 mia. kr. i lånekapital til Carlsbergbyen.

Erhverv

Carlsbergbyen i København er klar til at skyde gang i næste etape af det kæmpemæssige byggeprojekt. Det sker efter, at pensionsselskabet PKA har skudt 2,4 mia. kr. ind i projektet i form af lånekapital.

Finansieringsaftalen betyder, at yderligere 125.000 kvadratmeter i Carlsberg Byen er på plads. De nye byggerier kommer primært til at bestå af boliger, men der bliver også plads til både erhverv, detailhandel og parkeringspladser.

»Aftalen med PKA finansierer den næste store etape, vi skal udvikle i Carlsberg Byen. Vi er allerede langt med første etape, så jeg er meget tilfreds med, at PKA kan se visionerne og troværdigheden i vores projekt og har besluttet at stille en finansieringsramme i milliardstørrelsen, der understøtter fremdriften de kommende år, til rådighed,« siger Jens Nyhus, adm. direktør i Carlsberg Byen P/S.

Byggeriet af Professionshøjskolen UCC til 10.000 studerende er allerede i gang i Carlsbergbyen. Og lejlighederne i det første tårnhus, Bohrs Tårn, er sat til salg i marts 2015.

Når Carlsberg Byen er fuldt udviklet, vil bydelen rumme ca. 600.000 etagemeter blandet byggeri, herunder ca. 3.000 boliger.

De danske pensionskasser skruer massivt op for ejendomsinvesteringerne i disse år. Det skyldes, at de lave renter på obligationer tvinger pensionskasserne til at søge afkast andre steder.

Flere pensionskasser har allerede investeret i Carlsbergbyen. Nu kaster PKA sig også ind i projektet.

»PKA er en markant investor på det danske boligmarked, herunder det københavnske, hvor vi det seneste år har sat vores præg med investeringer i byggerier i Nordhavn, Teglholmen og Islands Brygge. Vi er derfor meget tilfredse med at have indgået aftalen med Carlsberg Byen, som giver PKA muligheden for at være med til at videreudvikle et historisk område i København,« siger PKA’s investeringsdirektør Michael Nellemann Pedersen.

Artiklens emner
PKA