Fortsæt til indhold

HK: Desværre er vores folk hos CSC nærmest trænet i at køre fyringsrunder

For fjerde gang siden 2012 meddeler it-virksomheden CSC en stor fyringsrunde.

Erhverv

Tirsdag middag kom det frem, at it-virksomheden CSC skal fyre 400 medarbejdere i Danmark og yderligere 100 i Norge og Sverige.

Hos HK Privat vækker den melding ærgrelse.

»Vores tillidsrepræsentanter går allerede i morgen i forhandlinger med CSC for at se, om vi kan mindske antallet af fyringer og prøve at sikre, at dem, der vil gå frivilligt, får mulighed for det. Men jeg tror desværre ikke, at vi kan klare det hele af frivillighedens vej,« siger Kim Jung Olsen, der er faglig chef i HK privat, som organiserer en stor del af medarbejderne hos CSC.

Han peger på, at det er en tredjedel af CSC's danske medarbejdere, der står til at få en fyreseddel. Det skal ses i lyset af, denne fyringsrunde er den fjerde store runde, som CSC har haft siden 2012. Sammenlagt er 900 medarbejdere allerede fyret.

CSC har tirsdag været meget sparsom med oplysninger om, hvad der lægger til grund for fyringerne, men CSC’s adm. direktør Jørgen Jakobsen skriver til Finans, at der vil blive oprettet 150 nye stillinger i løbet af det næste år.

»Vores globale mål er at optimere vores arbejdsstyrke ved tilpasning, remixing, omskoling, rekruttering og omstrukturering. Det vil indebære nye udviklings- og uddannelsesinitiativer, at nye talenter ansættes, nye onboarding programmer, nye forfremmelse og vækstmuligheder,« skriver Jørgen Jakobsen.

Det vides endnu ikke hvilke typer stillinger, der bliver nedlagt, eller hvad de 150 nye arbejdspladser kommer til at bestå af. Men i fagforeningskredse spekuleres der i, om de 150 nye stillinger bliver oprettet i Østeuropa, hvor lønningerne er lavere.

Det vil CSC dog hverken be- eller afkræfte over for Finans.

Hos HK Privat går arbejdet fra onsdag ud på at få lavet så gode fratrædelsesaftaler med de medarbejdere, som bliver tvunget til at forlade CSC, som muligt.

»Desværre er vores tillidsrepræsentanter hos CSC nærmest trænet i at køre de her afskedigelsesrunder. Det er sørgeligt,« siger Kim Jung Olsen.

Artiklens emner
HK/Privat
CSC