Køkken-brødre på krigsstien - regerer hver deres kæde i Kolding
Brødrene Skjødt kæmper en indædt kamp mod hinanden med hver deres køkkenkæde. Engang var de ellers på samme hold.
Konkurrencen er knivskarp mellem to køkkenkæder med udgangspunkt i Kolding.
Mens den franske køkkenkæde Schmidt har råbt op om, at det er svært at finde franchisetagere herhjemme, stormer tyske Rotpunkt frem med 14 butikker i Norden inden for det seneste år.
Bag de to konkurrenter står brødrene Jacob Skjødt, der ejer Schmidt i Norden, og Morten Skjødt, som har agenturet for Rotpunkt i samme område.
Den ene forstår ikke, hvorfor den anden har så svært ved at få gang i butikken.
»Når jeg kan lave 14 butikker på et år, så oplever jeg ikke, at det er svært. Jeg oplever, at det er muligt,« siger Morten Skjødt, ansvarlig for Rotpunkt i Skandinavien.
Artiklen fortsætter efter billedet...
Finans fortalte i november, at Schmidt har svært ved at finde franchisetagere i Danmark. Kæden havde dengang været i kontakt med 175 kandidater uden at indgå en eneste aftale.
Omvendt praler Rotpunkt nu med, at man siden april sidste år har åbnet eller lavet aftaler om at åbne 14 butikker fordelt over Danmark, Sverige og Norge.
»Jeg har talt med tre i dag, der har ringet til mig og sagt, de var interesserede i at få en butik,« fortæller Morten Skjødt.
I et usædvanligt personangreb skyder han skylden på den mand, som hans bror har sat til at udbrede Schmidt, expansion manager Leif Garne.
»Det hænger måske også sammen med, at da jeg startede, havde jeg 20 års erfaring fra branchen. Det tror jeg ikke, at Leif Garne har,« siger Morten Skjødt.
Da Finans forsøger at forelægge kritikken for Leif Garne i en e-mail sendt til ham, havner e-mailen imidlertid hos ejer Jacob Skjødt, som straks ringer op: Leif Garne er ikke længere ansvarlig for at udbrede Schmidt i Norden, lyder det.
»Leif er opsagt, og han arbejder her ikke længere, men vi har ansat nye folk i stedet for. Vi kan godt finde folk (som franchisetagere, red.), og vi kan også godt finde butikker,« siger Jacob Skjødt, som dermed direkte modsiger sin tidligere ledende medarbejder.
Jacob Skjødt oplyser, at Schmidt har fire forretninger i Danmark, tre i Norge og en i Island, men ønsker ikke at kommentere sagen yderligere.
Jeg arbejder ikke i køkkenbranchen længere, så jeg ønsker ikke at udtale migLeif Garne, tidligere expansion manager i Schmidt
Leif Garne bekræfter, at han er fortid i Schmidt.
»Jeg arbejder ikke i køkkenbranchen længere, så jeg ønsker ikke at udtale mig,« skriver han i en e-mail til Finans.
At Leif Garne ikke har 20 års erfaring fra køkkenbranchen, er dog rigtigt nok.
Ifølge hans cv på Linkedin havde han forud for sin ansættelse hos Schmidt bl.a. udført arbejde for optikerkæden Louis Nielsen, hvidevarekæden L’easy samt teleselskaberne Telenor og Sonofon.
Indtil Morten Skjødt begyndte at arbejde for Rotpunkt, havde han arbejdet i 20 år for Schmidt. I 2011 kom broderen Jacob med ind i foretagendet.
Jacob Skjødt havde inden da bl.a. arbejdet for tøjgiganten Bestseller, men de to brødre blev sammen ejere af Schmidt Nordic. Ifølge Morten Skjødt ejede de to brødre selskabet ligeligt.
Undervejs ragede de uklar, og i 2013 købte Jacob Skjødt broderen ud.
»Vi var ikke enige om strategien, og så skiltes vi bare. Så købte han mig bare ud, og så gik jeg videre med noget andet,« siger Morten Skjødt.
Han siger, at det udelukkende var forretningen, de var uenige om.
»Det kunne for eksempel være den måde, man skulle angribe markedet på. Den måde, man arbejder sammen med sine forhandlere på. Den måde, konceptet skal være. Det er centrale ting i sådan noget, når man er to ejere. Derfor går det ikke, at vi har divergerende opfattelser,« siger Morten Skjødt.
Jeg har et udmærket forhold til min bror. Der er ikke nogen problemer i detMorten Skjødt
Adspugt, hvordan de to brødre har det med hinanden i dag, svarer han:
»Jeg har et udmærket forhold til min bror. Der er ikke nogen problemer i det.«
Jacob Skjødt ønsker ikke at kommentere forholdet til broderen.
Denne artikel er en oplåst abonnementsartikel. Ønsker du fuld adgang til alle øvrige artikler i Finans’ abonnementsunivers, kan du helt uforpligtende få 40 dages gratis adgang ved at klikke her.


