Fortsæt til indhold

Ekspert: Rekordoverskud gør Vækstfonden overflødig

Politikerne behøver ikke længere poste penge i ventureinvesteringer, når der er kommet gang i markedet for små innovative virksomheder, mener Søren Hougaard.

Erhverv

Landets folketingspolitikere behøver ikke længere bruge skattekroner på at skubbe gang i landets små innovative vækstvirksomheder. I hvert fald ikke ret meget længere.

Sådan lyder det fra adjungeret professor CBS Søren Hougaard på baggrund af Vækstfondens rekordresultat for 2014 på 814 mio. kr.

»Det viser måske, at venturebranchen kan stå på egne ben. Altså, at de selv kan skaffe finansiering til deres næste fonde. Hvis vi tager de positive briller på, har skatteydernes tålmodige penge båret frugt, og så behøver vi ikke længere bruge offentlig støtte til at drive det her marked,« siger Søren Hougaard, der selv har investeret i såkaldte ventureselskaber igennem mange år.

Søren Hougaard mener ikke, at Vækstfonden skal lukkes, da den også har andre aktiviteter for små og mellemstore virksomheder. Men han mener, at den bliver overflødig i forhold til venturemarkedet.

Vækstfonden er gentagne gange blevet beskyldt for at skævvride investeringsmarkedet for små innovative virksomheder typisk inden for it og biotek. Alligevel har Væksfonden stædigt stået fast på, at statsstøtte var den eneste måde, man kunne sikre risikovillig kapital til at skyde nye forretningsideer i gang.

2014-overskudet gør op med 14 års elendige resultater i Vækstfonden. I perioden 2000-2013 har fonden leveret et akkumuleret underskud på 617 mio. kr.

Vækstfondens direktør Christian Motzfeldt forventer, at de store værdistigninger i venture-selskaberne fortsætter i de kommende år. Men han ser ikke fondens rolle som udspillet lige forløbig.

Først skal pensionskasserne overbevises om, at det er værd at kaste penge i dansk venture, lyder det.

»Pensionskasserne kommer først ind, når vi har en længere historik af gode resultater. Nu har vi et år med et godt resultat. Men vi skal fortsætte måske i 5-6-7 år, før de begynder at kaste sig over venture, og så kan vi trække os tilbage fra den del af markedet,« siger Christian Motzfeldt.

Selv når det sker, mener Christian Motzfeldt, at der er brug for Vækstfonden.

»Der opstår måske nogle nye områder, hvor vi skal ind. Man taler om helt nye typer af teknologier. Der er f.eks. noget, der hedder fintech - altså finansteknologi - som man ikke i væsentlig udstrækning er begyndt at investere i i Danmark endnu. Men når de nuværende teknologier bliver modne, kan der komme nye, hvor Vækstfonden skal gå forrest igen,« siger Christian Motzfeldt.

Artiklens emner
Vækstfonden
Christian Motzfeldt