Tidligere Dong-guldfugle lander stort overskud
De fem tidligere Dong-folk, der var årsag til den omstridte fyring af Anders Eldrup, lander overskud på over 200 mio. kr. i deres nye forretning.
En lille gruppe højt profilerede Dong-folk står nu bag en række succesrige fonde, der allerede i første leveår leverer kæmpe overskud.
De fem tidligere profiler i det statslige energiselskab med lederen af Dong’s forhenværende elitedivision Corporate Affairs, Jakob Baruël Poulsen, i spidsen har således skabt et overskud på over 200 mio. kr. i deres nye virksomhed Copenhagen Infrastructure Partners (CIP), der via fonde investerer i infrastruktur og energi, herunder vindkraft.
De fem forhenværende Dong-folk blev i forbindelse med skandalen om tårnhøje lønninger og usædvanlige ansættelsesforhold kendt som de fem guldfugle, der var den primære årsag til fyringen af Dong’s daværende direktør, Anders Eldrup.
Siden har en voldgiftsag dog renset Anders Eldrup, ligesom de fem Dong-folk hurtigt stiftede deres nye investeringsselskab, der blev skabt med økonomisk milliardstøtte fra primært PensionDanmark samt en række andre pensionskasser, og indtil videre ser det ud til at være en rigtig god forretning.
Artiklen fortsætter under billedet...
Alene CIP’s første fond, der siden etableringen har foretaget en række milliardinvesteringer, kan således fremvise et overskud på 186 mio. kr., hvilket må siges at være tilfredsstillende set i lyset af, at det reelt blot er fondens andet leveår.
»Det er et fint regnskab med et resultat på 186 mio. kr., hvilket vi er godt tilfredse med. Fondens indtægter stammer fra fondens investering i seks onshore vindparker Skotland og Wales i samarbejde med Falck Renewables samt to biomassefyrede kraftværker i England, som fonden investerer i sammen med det dansk-baserede BWSC,« siger senior partner i CIP Christian Skakkebæk.
CIP har samlet set fået tilsagn for 16 mia. kr., hvoraf PensionDanmark står for godt knap 9 mia. kr. Indtil videre har CIP via sine to fonde investeret for omkring 8 mia. kr. primært inden for vindkraft og kraftværker, og pensionskassen er godt tilfreds med udviklingen indtil videre.
»Fonden supplerer vores direkte investeringer i alternativer og bidrager dermed til, at vi selv med en kraftig vækst i balancen kan opretholde målsætningen om at have 10 pct. af formuen placeret i denne type af aktiver,« siger direktør i PensionDanmark Torben Möger Pedersen.
Denne artikel er en oplåst abonnementsartikel. Ønsker du fuld adgang til alle øvrige artikler i Finans’ abonnementsunivers, kan du helt uforpligtende få 40 dages gratis adgang ved at klikke her.

