Møbelfabrik er for stor til egen by
Det kniber med pladsen på møbelfabrikken Cube Design, der for tredje år i træk har slået sin egen rekord på bundlinjen.
Nabogården er købt og klar til en omfattende fabriksudvidelse på 10.000 kvadratmeter, men tilladelsen mangler for den midtjyske møbelfabrik Cube Design.
Det skyldes ifølge Naturstyrelsen og Favrskov Kommune, at møbelfabrikken i Svenstrup nær Hammel vil blive for stor i forhold til landsbyens størrelse. Derfor er byggeriet udskudt til næste år, indtil der er fundet en afgørelse.
Det noget sære scenarie på Vadstedvej i Svenstrup understreger, at Cube Design, der beskæftiger, hvad der svarer til en sjettedel af landsbyens befolkning, endnu engang har sorte tal på bundlinjen.
I årsregnskabet fra 2014 kan virksomheden fremvise et overskud før skat på 5,1 mio. kr., hvilket er det højeste overskud i tre år. Samtidig er omsætningen fordoblet på tre år.
»Det er tilfredsstillende. Vi oplever stor vækst, og vores produkter er blevet fantastisk godt modtaget,« siger bestyrelsesformand Curt Berggren fra Cube Design.
Fremgangen er ifølge formanden blandt andet et produkt af virksomhedens vækststrategi, som blev vedtaget for tre år siden. Strategien indbærer flere nye produkter, den føromtalte fabriksudvidelse og en omsætning, der skal være dobbelt så stor i 2020.
»Det er realistisk. Der bliver ikke solgt flere kontormøbler i Danmark nu end for tre år siden, men vores omsætning er steget til det dobbelte. Det betyder, at vi henter markedsandele,« siger Curt Berggren.
Også på det udenlandske marked er den midtjyske møbelfabrik ved at få godt fat. Eksportsalget er steget med 60 pct. i forhold til året før, og den samlede eksport udgør dermed 20 pct. af omsætningen.
Cube Design har selv designere ansat, og dermed står virksomheden for alt lige fra udvikling til det færdige produkt.

