Fortsæt til indhold

Waoo-partner efter uro: Vi mangler indkøbsmuskler

Tre energiselskaber har inden for det seneste halve år meldt deres afgang fra Waoo, der ejes af netop energiselskaberne og leverer indhold via selskabernes fibernet i konkurrence med TDC og Stofa.

Erhverv
ritzau FINANS

Energi Midt, der er blandt de største fiberselskaber i Waoo med 60.000 bredbåndskunder, har dog ikke tænkt sig at forlade samarbejdet. Det fortæller direktør for Energi Midt Fiberbredbånd, Jørn Zielke, til Ritzau Finans.

Han bekræfter dog samtidig, at Waoo hæmmes af lav volumen, når der forhandles tv-aftaler, og det forringer økonomien. De to største indholdsudbydere hedder Stofa og TDC, og uden at sætte navn på fortæller Zielke, at man i Waoo-regi undersøger, hvordan man kan sænke indkøbspriserne på tv-indhold.

- Nogen overvejer, hvad der skal det for fremtiden. Det gør vi sådan set også. Vi har valgt, at vi vil følge den proces og dialog, vi har i Waoo. Vi er som ejere i Waoo egentlig enige om vejen, og det har så gjort, at vi kigger på og snakker med nogen om at lave strategiske partnerskaber. Det har Verdo ikke kunnet vente på og er gået en anden vej, siger den midtjyske bredbåndsdirektør til Ritzau Finans.

Han afviser, at Waoo står decimeret tilbage, efter at både Trefor, Sydfyns Elforsyning og senest Verdo har forladt samarbejdet. Han bekræfter imidlertid også, at der kan være flere afgange på vej.

- Vingeskudt er for voldsomt at kalde det, synes jeg. Der er nogen af parterne, der overvejer deres muligheder, og det er sådan, det har været hele tiden, siger Jørn Zielke.

- Vi har kundefremgang, vi udruller stadig fiber, og vores forretning går godt. En af de mindre ting er tv, som vi skal have løst. Det har vi tænkt os at gøre i den proces, der kører i Waoo. Stigende brug af streaming hjælper os fiberselskaber (fordi fiber kan levere de højeste hastigheder, red.), siger Jørn Zielke.

- Vi har væsentligt færre kunder end TDC og Stofa, så vi mangler selvfølgelig den indkøbsfordel, der ligger i at have mange kunder. Det er grundlæggende den udfordring, vi har, siger han.

Artiklens emner
Waoo!