Spar Nord svømmer i penge
Nordjyske Spar Nord vil gerne købe mere op - men hvor er opkøbsemnerne?, spørger banken sig selv.
Første kvartalsregnskabet fra Spar Nord viser, at der er masser af penge til opkøb. Banken er også positivt stemt over for yderligere opkøb.
Der er dog et problem.
»Opkøbsemnerne hænger ikke ligefrem på træerne længere,« siger Ole Madsen, kommunikationsdirektør i Spar Nord.
De manglende opkøbsmuligheder betyder, at banken er begyndt at forkæle aktionærerne mere.
»Aktionærerne fik en forrentning på 6 pct. ud over aktiekursstigningerne. Vi har stadig rigelig med penge, og enten kan vi vælge at investere i vækst eller udbetaling til aktionærerne. Lige nu er vi åbne for begge muligheder,« siger Ole Madsen.
Regnskabet viser, at Spar Nord ikke formår at sænke omkostningsniveauet, som de fleste andre banker har blikket stift rettet imod.
»De væsentligste årsager til de stigende omkostninger er opkøbet sidste år af kunder fra FIH Erhvervsbank. Det medførte ekstra lønomkostninger. Samtidig har vi haft ekstra it-omkostninger, fordi vi gik i gang med at skifte vores it-platform. Det betyder, at vi får brug for alle disponible hænder i indeværende år,« siger Ole Madsen.
Spar Nord tjente i løbet af årets første tre måneder så mange penge, at overskuddet endte på 533 mio. kr. – det højeste nogensinde.
En stor del af pengene stammer dog fra salget af aktieposten i Nørresundby Bank. Det gav 226 mio. kr. i indtjening.
Der er alligevel tale om en rekordindtjening i den nordjyske bank.
»Det skyldes især høj aktivitet på bolig- og formueområdet. Vi har mange kunder, som har benyttet den lave rente til at lægge deres boliglån om,« siger Ole Madsen.
Tabel for Spar Nord for første kvartal af 2015:
| Mio. kr. | 1. kvartal 2015 | 1. kvartal 2014 |
|---|---|---|
| Netto renteindtægter | 452 | 477 |
| Netto gebyrindtægter | 311,9 | 205,7 |
| Basisindtægter | 1.140 | 908,1 |
| Nedskrivninger på udlån | 97,6 | 89,1 |
| Resultat før skat | 533,4 | 349,1 |
| Nettoresultat | 464,1 | 311,5 |


