Volkswagen løfter overskud med stærkt salg af Audi og Porsche
Porsche og Audi har solgt mange biler i de første tre måneder af 2015, og det har været med til at sikre dets ejer, den tyske bilkoncern Volkswagen, en overraskende stor fremgang i årets første tre måneder.
Volkswagen opnåede i første kvartal en driftsindtjening, EBITDA, på 3,3 mia. euro, hvilket var et stykke over forventningen i analytikerkorpset, der havde sigtet efter et overskud på 3,14 mia. euro, skriver Bloomberg News. I forhold til samme periode sidste år er der tale om en fremgang på 13,8 pct.
Resultatet kom i mål på baggrund af en omsætning, der steg til 50,5 mia. euro fra 47,8 mia. euro i samme periode sidste år.
Audi-brandet leverede 6,1 pct. flere biler i forhold til samme periode i sidste år, hvilket løftede driftsoverskuddet i forretningen med 7,7 pct. til 1,4 mia. euro.
Endnu større var fremgangen i Porsche-brandet, hvor antallet af leverede biler steg med 32 pct. i forhold til første kvartal i fjor, hvilket var med til at sikre et pænt løft i Porsches driftsindtjening, der steg med 9,6 pct. til 765 mio. euro.
Volkswagen-aktien stiger med 0,6 pct. til 241,65 euro på børsen i Frankfurt.

