Fortsæt til indhold

Fusionerende cementgiganter overrasker på hver sin måde

De to cementkoncerner Lafarge og Holcim, der efter planen snart slår sig sammen i et selskab, formåede at overraske på hver sin måde i forbindelse med selskabernes regnskab for første kvartal.

Erhverv
ritzau FINANS

Franske Lafarge overraskede positivt ved at løfte driftsresultatet (EBITDA) med 17 pct. til 403 mio. euro, hvilket var et stykke over forventningen blandt analytikerne, der er ifølge Bloomberg News havde regnet med et driftsoverskud på 368 mio. euro.

Resultatet kom derimod i mål på baggrund af en omsætning, der helt som ventet landede på 2,78 mia. euro i de tre første måned af 2015.

Derimod overraskede schweiziske Holcim negativt, da cementkoncernen landede et nettoresultat på 310 mio. schweizerfranc, hvilket var en spids under forventningen blandt analytikerne, der ifølge Bloomberg News havde regnet med et overskud på 338 mio. schweizerfranc.

Holcims omsætning var også en anelse under det ventede, da schweizernes toplinje lød på 3,97 mia. schweizerfranc i kvartalet mod ventet 4,04 mia. schweizerfranc.

Fusionen mellem de to selskaber har været lidt af en farce, da blandt andet en række aktionærer i Holcim har stillet sig på bagbenene, da de ikke har ment, at fusionsaftalen i tilpas grad tilgodeså dem.

Det har ført til en ny fordeling i aftalen og har også betydet ændringer på direktionsgangen, men storaktionæren Eurocement har dog fortsat ikke været tilfreds.

Der ser dog ud til at være bedring på den front, da Bloomberg News natten til torsdag skrev, at Eurocement, der ejer 10,8 pct. af aktierne i Holcim, nu har vendt rundt på en tallerken og bakker op om fusionen.

Artiklens emner
Lafarge
Holcim