Hollandsk detailkæde kaprer topchef hos Arla
Mejerikoncernen indleder jagt på ny finansdirektør, da den nuværende flytter til en hollandsk virksomhed.
Finansdirektør Frederik Lotz skifter jobbet i mejerikoncernen Arla Foods ud med en toppost i Holland. Han har sagt ja til udfordringen om et tilsvarende job i den kapitalfondsejede detaiikæde Action, der har butikker i fire lande.
Frederik Lotz har været i Arla Foods gennem fem år. Han kom til mejerikoncernen fra Danfoss og har tidligere bl.a. været ansat i Ferrosan, ISS og A. P. Møller-Mærsk.
Arla Foods adm. direktør Peder Tuborgh mener, at Frederik Lotz har været en stor gevinst for de seneste års udvikling af mejeriselskabet.
»Frederik har stået i spidsen for Arlas arbejde med at komme fri af de traditionelle budgetter og har etableret en mere agil organisation. På samme tid har han iværksat stærke finansielle programmer for at styrke Arlas pengestrømme,« udtaler Peder Tuborgh i en meddelelse om opsigelsen.
Frederik Lotz forlader Arla ved udgangen af juli for at tiltræde hos Action-kæden i Amsterdam. Ifølge adm. direktør Peder Tuborgh er processen med at finde en afløser til jobbet som direktionsmedlem og finansdirektør allerede sat i gang.
»Vi skal finde den helt rigtige person, som kan fortsætte udviklingen af og fastholde en stærk leverance fra finansfunktionen i et af verdens største mejeriselskaber,« konkluderer Peder Tuborgh.
Frederik Lotz kommer til den hollandske detailkoncern Action, der har flere end 500 butikker i Holland, Belgien, Tyskland og Frankrig. Butikkerne sælger alt fra rengøringsmidler til legetøj, tekstil og kontorudstyr. Selskabet har ca. 20.000 ansatte og en omsætning på ca. 10 mia. kr. Arla Foods omsatte til sammenligning i fjor for 79 mia. kr.

