Adidas løfter overskud med stort salg af løbesko og sneakers
Den tyske virksomhed Adidas, der blandt andet sælger sportsudstyr, har haft pæn fremgang i årets første tre måneder, hvor især salget i selve Adidas-brandet har været godt.
Det skriver Bloomberg News.
Adidas opnåede i første kvartal en fremgang i omsætningen på 17 pct. til 4,08 mia. euro, hvilket samtidig var et pænt stykke over forventningen blandt de analytikere, der følger den tyske koncern. De havde ifølge Bloomberg News regnet med et salg på 3,9 mia. euro i første kvartal.
Salget af tøj i Adidas-brandet blev løftet med 11 pct. i årets første tre måneder, og det var især et stort salg af løbesko samt sneakers, der var med til at trække op.
Der var også pæn fremgang på indtjeningen, hvor Adidas løftede driftsoverskuddet med 12 pct. til 345 mio. euro, hvilket samtidig var bedre end ventet, da analytikerne havde regnet med et overskud på 321 mio. euro.
De pæne resultater kommer to måneder efter, at Adidas' afgående administrerende direktør, Herbert Hainer, lancerede en 2020-plan, der skulle sparke gang i væksten hos det tyske selskab.
Planen går blandt andet på, at Adidas skal fokusere salget i en række trendsættende storbyer som Los Angeles og Tokyo, mens Adidas' produktportefølje skal skæres til.
Julian Easthope, der er analytiker ved den britiske bank Barclays, siger til Bloomberg News, at regnskabet ser pænt, men at det er for tidligt at sige, om planen har nået målsætningerne.
/ritzau/FINANS