Børnebørn får del i Velux-milliarder
Seks efterkommere af stifter Villum Kann Rasmussen er blevet medejere af VKR-imperiet. Tilsammen er de gode for mere end en halv milliard.
En af Danmarks største industrivirksomheder har fået nyt blod i ejerkredsen.
Seks børnebørn af ovenlysgiganten Velux’ stifter, Villum Kann Rasmussen, har fået fingre i værdifulde aktier i holdingselskabet VKR, som sidste år omsatte for 16 mia. kr.
Det kan Finans afsløre på baggrund af en aktindsigt hos Erhvervsstyrelsen.
Hidtil har det kun været kendt, at stifterens to sønner, Lars Kann-Rasmussen og Hans Kann Rasmussen, ejede selskabet sammen med Villum Fonden, som er største aktionær.
Dokumenter viser imidlertid, at de to ejere, som hver har fået tre børn, har lukket næste generation ind i ejerkredsen.
»Jeg håber og er helt overbevist om, at de vil prøve at være gode aktionærer,« siger Lars Kann-Rasmussen, a-aktionær og tidligere bestyrelsesformand i såvel VKR Holding som fonden bag.
Der, hvor det kan blive et problem er, hvis man sætter sig på virksomheden, men det er ikke det, der er tilfældet her
Ifølge Steen Thomsen, professor ved Copenhagen Business School, er ejerskiftet en »naturlig udvikling«.
»Der, hvor det kan blive et problem er, hvis man sætter sig på virksomheden, men det er ikke det, der er tilfældet her. Det er en professionelt ledet virksomhed,« siger han med henvisning til selskabets direktion og bestyrelse.
Den nye generation i VKR's ejerkreds består af Jens Kann-Rasmussen, Mads Kann-Rasmussen og Astrid Kann-Rasmussen samt Kristian Kann Rasmussen, Emilie Kann Elten og Anders Kann Elten.
De seks fik også del i festen, da VKR Holding sidste år udbetalte et ekstraordinært udbytte på 4 mia. kr. til ejerne.
I deres personlige selskaber sidder de seks nye medejere på samlet set mindst 575 mio. kr., viser en gennemgang af de seneste regnskaber.
På en måde er man måske lidt overkapitaliseret stadigvæk
I år betales et udbytte på 1 mia. kr. Det efterlader ikke desto mindre en egenkapital på 11 mia. kr. i VKR Holding.
»På en måde er man måske lidt overkapitaliseret stadigvæk,« siger Lars Kann-Rasmussen.
Det er den almennyttige Villum Fonden, der sidder på aktiemajoriteten, og som får langt den største del af udbytterne fra VKR Holding. Familien sidder derimod på den endelige kontrol i kraft af de stemmetunge a-aktier.
Denne artikel er en oplåst abonnementsartikel. Ønsker du fuld adgang til alle øvrige artikler i Finans’ abonnementsunivers, kan du helt uforpligtende få 40 dages gratis adgang ved at klikke her.