Fortsæt til indhold

Shell-chef skruer charmen på og rejser til Kina

Der venter Ben Van Beurden en vigtig opgave, når han som Shell-boss skal gøde jorden i Kina.

Erhverv
Aktiefokus

Den britisk/hollandske oliegigant Shell Groups koncernchef Ben Van Beurden river teltpælene op og tager i denne uge til Kina på charmeoffensiv.Koncernchefens mål er at sende et positivt signal til Kinas ledelse.

Landet i midten skal på linje med andre konkurrencemyndigheder nemlig godkende en fusion mellem Shell Group og BG Group, og Bloomberg News skriver, at den største hindring for en fusion sandsynligvis ligger i Kina.

Shell Group har den 8. april givet BG Groups aktionærerne et samlet opkøbstilbud på 70 mia. pund, hvilket svarer til 707 mia. kr.

Ifølge analytiker Gordon Kwan fra det japanske finanshus Nomura er det dog ikke sikkert, at Ben Van Beurden lykkes med sit forehavende, og det kan være, at Shell Group kan blive tvunget til at lave ekstra frasalg af aktiviteter for at få fusionen godkendt.

Nomura-analytikeren hæfter sig ved, at Kina tidligere har været en hindring for råvareselskabers fusion.

Den store fusion mellem schweiziske Glencore og britiske Xstrata blev gennemført, men det var på bekostning af, at man solgte kobbermine Las Bambas. Den gigantiske kobbermine blev solgt til kinesiske China Minmetals Corp. for 7 mia. dollar, hvilket svarer til 46,7 mia. kr.

BG Group er specialiseret i gasmarkedet, og en gennemførelse af opkøbet vil mere end fordoble Shell Groups gasproduktion. Shell Groups markedsandel vil blive løftet op mod 15 pct. af markedets samlede LNG-gasmarked. Jonathan Stern fra Oxford Institute for Energy vurderer, at netop LNG-gasmarkedet kan blive en sten i skoen for Kina.

Kinas målsætning er at reducere sit kulforbrug for at begrænse miljøpåvirkningen, og energiudvinding fra gas skal være med til dette. Kinas energimiks bestod i 2013 af mindre end 6 pct. gas, og det skal løftes til mere end 10 pct. i 2020.

Meldingen fra Shell er, at gennemførelsen af fusionen først kan ventes i 2016.

Artiklens emner
BG Group
Royal Dutch Shell