Leasing og firmaer trækker bilsalget op
Når det gode leasingtilbud forsvinder, kan salget gøre det samme.
Hvis der er noget, der kan få danskerne til at købe nye biler, er det attraktive leasingtilbud med lave engangsydelser og lave månedspriser.
Det understreges igen af tal for salget af nye personbiler i Danmark. Masser af leasingtilbud til både erhvervslivet og privatbilisterne er med til at holde salget på rekordkurs.
Men hvis leasingtilbuddet forsvinder, kan det også være slut med salget.
De nye tal og beregninger fra Danmarks Statistik, De Danske Bilimportører og AutoBranchen Danmark viser, at bilsalget efter fire rekordår i træk stadig ligger meget højt - og igen med kurs mod rekord.
Således blev der i april solgt 16.900 personbiler i Danmark. Sammenlignet med rekorden på 19.500 biler i marts, er der tale om tilbagegang, men i forhold til april 2014 er der tale om en fremgang på 3 pct. De Danske Bilimportører understreger samtidig, at facit for årets første fire måneder er et plus på 3,2 pct i forhold til 2014.
»Det betragter vi som et klart tegn på en fortsat optimisme i samfundet som helhed, og i særlig grad er det et tegn på et større aktivitetsniveau i erhvervslivet. Samtidig bekræfter tallene for april, at der indregistreres flere af de større biler,« siger Gunni Mikkelsen, der er adm. direktør for De Danske Bilimportører.
Han henviser til, at mikrobilerne (VW up!) nu kun tegner sig for cirka 20 pct. af bilsalget, mens de lidt større biler i småbilklassen (VW Polo) er blevet den største klasse med 34 pct. af nybilsalget. Også mellemklassen med VW Golf viser fremgang, lige som det er tilfældet med SUV'erne.
Hos AutoBranchen Danmark har man især noteret sig, at erhvervslivet nu køber flere biler end for et år siden.
»Firmaerne har i år købt 33 pct. flere personbiler end i fjor. At stemningen i erhvervslivet er positiv understreges af, at firmaerne nu står for næsten 40 pct. af det samlede personbilsalg. Der er 10 procentpoint højere end i fjor. Samtidig efterspørger firmaerne større biler end de private bilkøbere,« forklarer Jens Brendstrup, der er adm. direktør i AutoBranchen Danmark.
Han fremhæver samtidig, at bilsalget fortsat er præget af leasing.
»De mange leasingaftaler medvirker helt klart til, at der nu sælges flere større biler. Det er nemlig oftest de større biler, der foretrækkes til leasing,« tilføjer han.
Betydningen af gode leasingtilbud gælder dog ikke kun for de større biler. I februar skubbede Peugeot 108 kortvarigt VW up! fra tronen som den mest solgte bilmodel i Danmark.
Nu har Peugeot stoppet leasingkampagnen for 108-modellen, der i april slet ikke er at finde blandt de 20 mest solgte bilmodeller i Danmark
Omvendt forsøger Opel så nu at kapre nye kunder ved i en kampagneperiode at halvere førstegangsydelsen på privatleasing for modellerne Corsa, Astra og Mokka. Corsa-modellen er i april nummer 18 på listen over de mest solgte biler.
Den administrerende direktør for Opel i Danmark, Thomas Bruun, har tidligere over for Finans Live givet udtryk for en forventning om, at mærket i år vil opleve en stigning på 50 pct. i privatleasing.
Leasing skal løfte bilsalget for Opel
De mest solgte personbiler i april:
| Volkswagen up! | 728 |
|---|---|
| Peugeot 208 | 569 |
| Hyundai i20 | 488 |
| Renault Captur | 477 |
| Volkswagen Polo | 447 |
| Renault Clio | 445 |
| Toyota Aygo | 424 |
| Volkswagen Golf | 410 |
| Ford Fiesta | 400 |
| Mitsubishi Space Star | 373 |
| Skoda Fabia | 373 |
| Peugeot 308 | 361 |
| Kia Rio | 361 |
| Ford Focus | 353 |
| Skoda Octavia | 351 |
| Skoda Citigo | 327 |
| Hyundai i10 | 308 |
| Opel Corsa | 308 |
| Volkswagen Passat | 300 |
| Citroën C3 | 292 |
Kilde: De Danske Bilimportører
Hos Bilbranchen under Dansk Industri konstaterer man, at månedstallene for bilsalget svinger en del.
»I februar lå salget 8 pct. under februar 2014, i marts fik vi så en absolut månedsrekord, så der er måske tale om lidt sæsonforskydninger. Men de nye tal understreger, at bilsalget fortsat er på et højt niveau, og at efterspørgslen på de større biler har bidt sig fast,« lyder det fra direktør Thomas Møller Sørensen.
Hos Danske Bank peger privatøkonom Las Olsen på, at bilbranchen faktisk havde forventet et lavere nybilsalg i år efter flere år med rekorder.
»Men det store bilsalg fortsætter med næsten uformindsket styrke, og samtidig peger tendensen mod større biler,« siger han.
Det sker med tilføjelsen, at det økonomiske klima også er gunstigt for bilsalget.
»Vi ser stigende indkomster og beskæftigelse, stigende huspriser, høj forbrugertillid og lave renter. Det taler alt sammen for et højt bilsalg. Når det så ikke for alvor slår igennem i privatforbruget som helhed, skyldes det nok, at mange familier stadig har meget stor gæld,« forklarer Las Olsen.
Derfor er der efter hans vurdering heller ikke lige nu udsigt til, at privatforbruget for alvor vil trække væksten op.

