Fortsæt til indhold

Pandora regner med 1 mia. kr. mere

Den danske smykkeproducent Pandora opjusterer forventningerne til årets omsætning.

Erhverv

Anders Colding Friis har fået en god begyndelse som øverste chef hos smykkeselskabet Pandora.

Ganske vist måtte han i sidste uge acceptere et skattesmæk på 995 mio. kr., men tirsdag kan han hive en opjustering af årets resultat op af regnskabsskufferne.

Salgsapparatet i Pandora kører i højeste gear, og derfor venter man nu, at omsætningen i 2015 vil lande på mere end 15 mia. kr. og ikke som hidtil ventet mere end 14 mia. kr. Det fremgår af en regnskabsmeddelelse for første kvartal.

»Vi har igen fået en god start på året med tocifrede vækstrater i såvel alle de geografiske regioner som i alle produktkategorier. Omsætningsfremgangen er drevet af kraftig vækst i det direkte sammenlignelige salg ud af butikkerne på mange af markederne samt den fortsatte udvidelse af vores netværk af konceptbutikker,« lyder det i en kommentar fra Anders Colding Friis.

Han sætter samtidig yderligere fart på udbygningen af selskabets butiksportefølje, så man alene i år venter at klippe silkesnoren til 325 nye Pandora-butikker. Det er 25 flere end hidtil ventet.

Det betyder, at anlægsinvesteringerne forventes at stige til 900 mio. kr. i år, hvilket er omtrent 100 mio. kr. mere end tidligere ventet.

Fremgangen i salget er opnået på alle markeder. Samlet er koncernomsætningen steget til 3.547 mio. kr., hvilket er en fremgang på markante 36,8 pct.

Det smitter af hele vejen ned gennem regnskabet, så man kan aflæse en driftsindtjening (ebitda) på 1,3 mia. kr. svarende til en fremgang på 39,3 pct. Her er det værd at hæfte sig ved, at selskabet ikke har skruet op for ebitda-forventningerne i år, der fortsat ventes at lande på en ebitda-margin på ca. 37 pct.

Bundlinjen er dog ramt af den aftale, som Pandora har indgået med Skat om betaling af en ekstraregning for manglende skat og renter i perioden 2009 til 2014. Det koster alene i 1. kvartal 385 mio. kr., og derfor lander resultatet i perioden blot på 383 mio. kr. mod 704 mio. kr. i samme periode i 2014.

»Lønsomheden i selskabet fortsat yderst stærk, hvilket også kan ses ved det stærke cash flow, der blev genereret i første kvartal,« siger Anders Colding Friis.

Cash flow-kontoen udviste i første kvartal et plus på 990 mio. kr. mod 1.049 mio. kr. i samme periode i 2014.

Med en forventet omsætning på mere end 15 mia. kr. i år har Pandora-ejerne altså udsigt til et markant løft fra de 11,9 mia. kr., der blev langet smykker over bordene for i 2014.

En del af fremgangen bliver hentet som en konsekvens af medvind i valutakursudviklingen, der alene ventes at trække omsætningen 10 pct. op i forhold til året forinden.

Dertil kommer, at salget i Nord- og Sydamerika er gået frem med imponerende 34,4 pct., Europa er steget med 33,2 pct., Asien og Stillehavsområdet er steget med 55,6 pct., og samtidig er omsætningen fra konceptbutikkerne steget med 47,4 pct. Ikke mindst sidstnævnte er af stor betydning, fordi det forretningssegment alene udgjorde mere end halvdelen af den samlede omsætning.

Nøgletal Pandora Q1 2015-2014

(mio. kr.)Q1 2015Q1 2014
Omsætning3.5472,592
Ebitda1.305937
Ebitda-margin (pct.)36,836,1
Res. før skat957879
Frit cash flow9901.049
Artiklens emner
Pandora