Bank "meget tilfreds" med faldende overskud
Møns Bank tjente færre penge i første kvartal af året sammenlignet med for et år siden.
Det fremgår af selskabets regnskab for første kvartal, der er offentliggjort mandag.
Nettoindtægterne steg ellers en anelse i kvartalet til 31,7 mio. kr. fra 30,8 mio. kr. for et år siden, men driftsudgifterne voksede med mere end 2 mio. kr., og dermed faldt basisindtjeningen til 9,8 mio. kr. mod 11,1 mio. kr.
Efter modregning af realkreditlån og udgifter til Indskydergarantifonden var basisindtjeningen på 8,2 mio. kr. mod 10,1 mio. kr. et år før, men ledelsen beskriver det dog som "meget tilfredsstillende" i regnskabet.
Nedskrivningerne steg til 2,9 mio. kr. mod 2 mio. kr. i første kvartal 2014, så det samlede resultat før kursreguleringer og skat skrumpede til 5,3 mio. kr. mod 8,1 mio. kr.
Kursreguleringerne var positive, men ikke med nær så meget som for et år siden, hvor salget af Nets trak op.
Alt i alt faldt overskuddet i Møns Bank dermed til 9 mio. kr. før skat mod 14,5 mio. kr. i samme kvartal af 2014.
Lokalbanken venter fortsat i 2015 et resultat før nedskrivninger på udlån, kursregulering og skat i størrelsesordenen 23-28 mio. kr.
Tabel for Møns Banks regnskab for første kvartal 2015:
| Mio. kr. | 1. kvartal 2015 | 1. kvartal 2014 |
|---|---|---|
| Basisindtjening* | 9,8 | 11,1 |
| Nedskrivninger | 2,9 | 2 |
| Resultat før skat | 9 | 14,5 |
| Nettoresultat | 7,2 | 12,1 |
*før modregninger og indskydergarantifonden

