Fortsæt til indhold

Pandora-rigmand satser 150 mio. på amerikansk eventyr

Rigmanden Rene Sindlev investerer 150 mio. kr. i amerikansk sundhedskoncept med store vækstambitioner

Erhverv

Rene Sindlev blev milliardær på at opbygge smykkeselskabet Pandora, og nu er rigmanden klar til at indtage USA.

Det sker med selskabet Dr. Smood Inc., som Rene Sindlev har investeret godt 150 mio. kr. i. Planen er at udrulle et nyskabende sundhedskoncept i USA, hvor målet er at åbne 400 nye cafeer inden for de næste fem år.

»Konceptet går ud på at sælge sund og økologisk mad, der smager godt og samtidig er sundt. Opskrifterne er udviklet i samarbejde med professorer og læger, og vi starter i Miami og ekspanderer derefter videre på østkysten for senere også at udrulle konceptet i resten af USA,« siger Rene Sindlev.

I forbindelse med børsnoteringen af Pandora fik han aktier i selskabet med en samlet værdi på knap 2 mia. kr. De penge var blandt andet betaling for, at han og makkeren Michael Lund i fællesskab havde skabt koncernens meget succesfulde amerikanske afdeling, der stadig leverer stor vækst til den fremadstormende smykkevirksomhed.

Efter Pandoras succesfulde børsnotering i 2010 måtte Rene Sindlev dog lægge ryg til et voldsomt tab i 2011, da Pandora højest overraskende ikke kunne leve op til sine egne tårnhøje vækstmål.

Den skuffelse kostede rigmanden over en milliard kroner, men siden har han tjent en del af det tabte ind igen, så hans private selskab i seneste regnskabsår havde en egenkapital på 900 mio. kr., ligesom Sindlev selv havde fået udbetalt udbytte på 360 mio. kr. siden 2010.

En del af formuen skal altså nu investeres i Dr. Smood, der skal være amerikanernes sunde alternativ til fast food og under sloganet ”Smart Food For A Good Mood” skal forsøge at lukrere på den sundhedsbølge, der lige nu har ramt USA.

»I bund og grund er det et koncept med butikker og cafeer, men vi mener, at potentialet er meget stort. Der er stor efterspørgsel på et sundt alternativ til fast food i USA. Og altså ikke blot mad, der reklamerer med, at det er sundt, men som rent faktisk også kan dokumentere at være det,« siger Rene Sindlev.

Denne artikel er en oplåst abonnementsartikel. Ønsker du fuld adgang til alle øvrige artikler i Finans’ abonnementsunivers, kan du helt uforpligtende få 40 dages gratis adgang ved at klikke her.

Artiklens emner
Pandora
Rene Sindlev