Fortsæt til indhold

Lego går endnu federe tider i møde

Hvis man forventer, at Lego har toppet, tager man fejl. Analytikere tror, at fremtidens mødre vil gøre Lego til en endnu større vinder.

Erhverv

Apple. Disney. Nike. Og Lego. Det bliver vinderne af opmærksomheden og pengene hos fremtidens mødre, og den danske legetøjsfabrikant fra Billund går altså en endnu mere gylden fremtiden i møde.

Det er konklusionen i en analyse, som den store investeringsbank Goldman Sachs har lavet om "Millennial Moms", de kvinder der bliver mødre i begyndelsen af dette årtusinde.

»Vi betragter Lego som et eksempel på et selskab, der appellerer til "millennials"' værdier for børneudvikling og kreativ leg,« skriver analytikerne.

At der er penge i mødrene, er noget af en underdrivelse.

»Vi vurderer, at den 1 billion (1.000 mia. dollar, red.) , som forældre bruger på deres børn hvert år, vil vokse, men også skifte i takt med, at "millennials"' unikke sæt af værdier og personer, der påvirker forbrugerne - hjulpet af ny teknologi - fører til nye valg. Vi tror, at deres tiltrækning er stærkest mod mærker med en autentisk fortælling,« skriver analytikerne blandt andet.

De nævner specifikt mærkerne Apple, Disney, Nike og Lego som nogle, der skiller sig ud, fordi de går imod en anden tendens. Egentlig vil nutidens og fremtidens mødre hellere have unikke, mindre mærker end de store megabrands. Men disse fire mærker vil klare sig, fordi de innoverer sig. Hvad Lego angår nævner Goldman Sachs Legos seneste pletskud, Lego-filmen og nogle af de succesfulde licenser - det kunne være Star Wars og Princess og Simpsons.

Goldman Sachs står ikke alene med at spå Lego en endnu mere lukrativ fremtid. Tidligere i denne måned sprang Lego op på femtepladsen på listen over varemærkerne med det bedste ry i en måling fra Reputation Institute. Foran Lego står kun BMW, Google, Daimler og Rolex.

Også de fokuserede legetøjsanalytikere tror, at Lego langtfra har toppet.

I perioden 2007 til 2012 voksede det globale legetøjsmarked ifølge Statista med 7,4 pct. over hele perioden.

I samme periode har Lego tredoblet sin omsætning og er altså vokset med i underkanten af 300 pct.

»Jeg vil tro, at hvis du trækker Legos omsætning ud, er legetøjsmarkedet reelt ikke vokset i de seneste 15 år. Al væksten er Lego. Som selskabet står lige nu, har jeg svært ved at tro, at nogen kan tage tronen fra det,« siger Sean McGowan, legetøjsanalytiker i investeringsbanken Needham & Co.

Denne artikel er en oplåst abonnementsartikel. Ønsker du fuld adgang til alle øvrige artikler i Finans’ abonnementsunivers, kan du helt uforpligtende få 40 dages gratis adgang ved at klikke her.

Artiklens emner
Lego