Medie: Bombe under grænsehandlen - pantregning venter danskerne
Dokumenter, som TV Syd er kommet i besiddelse af, viser, at danskerne kan tabe penge på tysk pant.
Når du i fremtiden skal købe ind syd for grænsen, skal du betale op til 1,50 kr. i pant på hver eneste tysk dåse. Men du får kun 1 kr. tilbage, når du afleverer dåsen. Sådan lyder den aftale, som miljøminister Kirsten Brosbøl (S) har lavet med den tyske delstatsregering, erfarer TV SYD.
- Det er noget makværk, siger Mike Legarth (K), og understreger, at de Konservative kun vil bakke op om en aftale, der gør det billigere for danskerne - og ikke dyrere.
TV SYD er kommet i besiddelse af dokumenter fra forhandlingerne mellem den danske miljøministerium og den tyske delstatsregering i Schleswig-Holstein. Ifølge dokumenterne skal danske forbrugere betale op til 1,5 kr. i pant for en dåse, men kan kun få 1 kr. tilbage, når dåsen afleveres.
I aftalen er det heller ikke sikkert, at dåserne kan afleveres med pant i danske automater. Det er op til den enkelte grænsebutik at bestemme, om man skal køre tilbage over grænsen med dåserne, hvis man vil have pant for dåserne.
Hertil kommer en udbygning af det danske returpantsystem på op imod 1,4 mia. kroner. En investering, der måske vil være spildt, hvis grænsebutikkerne vælger den tyske pant.
- Det er virkelig en dårlig aftale for de danske forbrugere, siger Mike Legarth til TV SYD.
Konservative vil ikke stemme for den aftale, som miljøministeren har lavet med delstatsregeringen.
TV SYD har siden mandag forsøgt at få en kommentar til sagen fra miljøministeren, men det er endnu ikke lykkedes.


