Fortsæt til indhold

Solcellegigant i frit fald: 125 mia. kr. tabt på 24 minutter

Aktien var i frit fald i 24 minutter, inden handlen blev suspenderet. Myndighederne undersøger nu, om kursen har været manipuleret. Dermed vakler en af Kinas største og mest lovende virksomheder. Det samme gør landets rigeste mand.

Erhverv

Det var påfaldende, at en af Kinas rigeste mænd, Li Hejun, onsdag udeblev fra generalforsamlingen i Hanergy Thin Film Power Group Ltd.

Li Hejun er bestyrelsesformand og storaktionær i Hanergy, som han selv har stiftet. Alligevel fandt han ikke tid til at deltage i selskabets årsmøde, som fandt sted på en dag, hvor selskabets aktie styrtdykkede med 48 pct. i løbet af 24 dramatiske minutter. Da handlen med aktien blev suspenderet, var selskabet blevet 125 mia. kr. mindre værd.

Hvor er han henne? Stifter, bestyrelsesformand og hovedaktionær i HanergyThin Film Power Group Ltd., Li Hejun, mødte ikke op til selskabets årlige generalforsamling i går. Samme dag faldt Hanergys aktiekurs 47 pct. på 24 minutter.

Ifølge Reuters har tilsynsmyndighederne i Hongkong gennem nogle uger været i færd med at undersøge, hvorvidt Hanergy har manipuleret markedet, som frem til i går var præget af formidable kursstigninger på Hanergy-aktien. De seneste 12 måneder er værdien af Hanergy således mere end seksdoblet frem mod toppen onsdag.

Hanergy fremstiller solceller, og aktiekursen har været drevet i vejret af Li Hejuns visioner om, at helt tynde, fleksible solceller snart skulle monteres på alt fra biler og bygninger til rygsække, telefoner, telte, lommelygter, lamper, tøj, droner og satellitter.

Da kursen på Hanergy-aktien toppede var selskabet syv gange mere værd end USA's største solcelleproducent

Ifølge Bloomberg kommer 60 pct. af Hanergy Thin Films omsætning fra handel med moderselskabet Hanergy Holding Group. Det er angiveligt disse handler, som har fået myndighederne til at indlede undersøgelser af mulig markedsmanipulation.

Det er dog uklart, om aktiekursens kollaps onsdag alene skyldes myndighedernes undersøgelser. Markedet summer samtidig af rygter om, at den teknologi, som Hanergys solceller bygger på, er usikker og uprøvet.

Li Hejun har bebudet, at Hanergy allerede i år vil begynde at levere biler, som er 100 pct. drevet af solceller og kan køre omkring 100 km. efter fire timers opladning. Dette og andre af Hanergys projekter bygger på en særlig teknologi, som kan trække ekstraordinært meget energi ud af solens stråler.

Ingen argumenterer imod, at potentialet er gigantisk. Men mange advarer om, at det vil tage år - muligvis årtier - før teknologien er fuldt udviklet og flyvefærdig.

Reuters rapporterede i februar, at Li Hejun havde overhalet Alibabas stifter Jack Ma og erobret positionen som Kinas rigeste mand med en anslået formue på 195 mia. kr. Ifølge Forbes har Li Hejun haft den næststørste formue i Kina. Efter gårsdagens aktiekollaps vil ranglisten se noget anderledes ud.

Artiklens emner
Hanergy
Li Hejun