Fortsæt til indhold

Claus Meyer skal lave mad for millioner til Coop

Fødevareproducenten og Coop indgår nyt partnerskab om brød, madkultur og produktudvikling.

Erhverv

Dagligvaregiganten Coop Danmark og fødevareproducent Claus Meyer går tæt i partnerskab. Aftalen handler om såkaldt madkultur, der er blevet afgørende for Coops strategi om at øge indtjeningen.

Målet for partnerskabet er »nye og bedre varer for et trecifret millionbeløb og ambitiøse projekter for både medarbejdere samt kunder.«

Coops adm. direktør Peter Høgsted og Claus Meyer udtaler i en pressemeddelelse, at de vil »skabe en bevægelse, der forandrer og forbedrer dansk madkultur for de mange.«

Coop-chefen fremhæver, at koncernen har 1,5 mio. medlemmer og 5 mio. ugentlige gæster i de 1.200 butikker. Men det er alligevel ikke nok.

»Vi har historisk ikke været forbilledligt dygtige til at udfordre den danske madkultur fra dette udgangspunkt. Med denne aftale tager vi et ambitiøst initiativ som led i vores strategi,« udtaler Peter Høgsted.

I aftalen indgår en række fælles initiativer. Et af dem er bl.a. at der i fællesskab udvikles nye fødevarer, som skal sælges i alle Coops butikker. Desuden skal der samarbejdes med danske landmænd om at dyrke økologisk brødkorn.

Inden for netop brød skal Coops bagere også have en større efteruddannelse, og Meyers nuværende sortiment af økologisk mel, kerner og brødblandinger til brug for bagning i hjemmet udvides.

Artiklens emner
Coop Danmark
Peter Høgsted