Grundfos idømt millionbøde efter dødsfald på fabrik
En dødsulykke på en af Grundfos’ fabrikker i England i 2009 koster nu den danske pumpekoncern 4,3 mio. kr.
Den 30. marts 2009 fik arbejdsdagen en meget trist og uventet udgang for 19-årige Jake Herring.
Han var i lære som ingeniør hos Grundfos på koncernens fabrik i den engelske by Windsor. Jake Herring arbejdede den dag med at teste et elektrisk kontrolpanel på et 3-faset elektrisk system, som viste sig ikke at være beskyttet godt nok. For da Jake Herring kom i kontakt med systemet, fik han så kraftigt stød, at han døde af skaderne fra det.
Den ulykke koster nu den danske pumpekoncern Grundfos i alt 4,3 mio. kr. De 3,1 mio. kr. er en bøde, som det britiske arbejdstilsyn, Health and Safety Executive (HSE), har givet Grundfos for ikke at følge arbejdsmiljølovgivningen. Derudover skal Grundfos betale sagens omkostninger på 1,2 mio. kr.
»Vi har været meget berørte over sagen, fordi det var en god kollega, der desværre afgik ved døden ved et uheld,« siger Kim Nøhr Skibsted, der er kommunikationsdirektør i Grundfos.
Ifølge HSE var det usikre arbejdsgange, der var årsagen til ulykken, og Grundfos får kritik for ikke at have uddannet den unge læring godt nok og for, at han arbejdede uden opsyn på den kun 10 mand store fabrik. Da ulykken skete, havde Jake Herring arbejdet på fabrikken i et halvt år. Alligevel var der ikke lavet en formel uddannelsesplan for ham i forhold til at foretage test af elektriske systemer.
»Denne tragiske hændelse kunne og skulle være undgået. Grundfos' manglende risikovurdering af elektriske test førte til usikre arbejdsgange. Samtidig var uddannelse og tilsyn klart utilstrækkeligt,« siger Paul Williams, der er inspektør i HSE, i en pressemeddelelse.
Grundfos havde forud for afgørelsen, der faldt den 11. maj i den engelske Reading Crown Court, erklæret sig skyldig i det engelske arbejdstilsyns kritik.
»Der var ikke nok styr på det på det pågældende sted. Det har vi erkendt og gjort noget ved - også tilbage i 2009. Vi går meget op i sikkerhed på vores arbejdsplads - ikke bare i Danmark men over hele verden. Derfor har vi på alle måder spillet sammen med de engelske myndigheder for at afdække, hvad det rent faktisk skete, hvordan det kunne ske, og hvordan vi gør alt for, at det aldrig kommer til at ske igen,« siger Kim Nøhr Skibsted.
Når det har taget hele seks år, fra ulykken skete, til der er faldet dom i sagen, skyldes det altså ikke modvillighed fra Grundfos’ side, understreger han. I stedet er det de tekniske undersøgelser, af hvad der skete, og hvordan det kunne ske, der har taget tid.
Fabrikken i Windsor blev lukket senere i 2009. Ifølge Kim Nøhr Skibsted skete det dog ikke pga. ulykken med i stedet af »organisatoriske grunde.«

