Fortsæt til indhold

Alternativ Hjem-Is-bil laver millionoverskud

Hjem-Is har igen penge i kassen. Pengene er ikke kun ringet hjem på villavejene.

Erhverv

Fire sønderjyder har på et år vendt millionunderskud til overskud i isbilfirmaet Hjem-Is.

De tidligere ejere af Viking Is, Frank Waller, Erik Thaysen samt brødrene Tom Roth og Per Roth, overtog Hjem-Is for lidt over et år siden fra schweiziske Nestlé.

Dengang i 2013 viste bundlinjen et driftsunderskud på 15 mio. kr., mens der var lavet afskrivninger på 70 mio. kr. ved afhændelsen firmaet. I regnskabet for 2014 kan sønderjyderne fremvise et overskud på 7,2 mio. kr. før skat.

»Det er en begyndelse. Jeg er tilfreds med første år, men hvis vi var i år tre eller fire, ville jeg ikke være tilfreds,« siger adm. direktør Frank Waller.

Det er blandt andet nye tiltag som event-biler, der kører med andre produkter i bilerne end blot is, der har givet pote, lyder det. Event-biler med alt fra kaffe, vand og sandwich til pølser, pizza og laksefileter, der ikke kun kører på villavejene. Ønsket var at appellere bredere.

»Godt vejr er nødvendigvis ikke godt for Hjem-Is, fordi så går kunderne andre steder hen. Derfor kører vores event-biler ud på strande og festivalpladser, når solen skinner, for at ramme kunderne der. Det har været ekstremt positivt,« siger Frank Waller.

Her peger i et tidligere interview med Finans.dk på, at de gode tider i isbranchen ligger langt bagude. Sukkerafgifter og gebyrer har gjort det dyrt at producere og sælge is i Danmark, lyder det fra Frank Waller, der fortæller, at liberaliseringen af lukkeloven har gjort ondt, fordi Hjem-Is nu skal konkurrere med dagligvarebutikker, der holder længe åbent – også i weekenderne.

Men han lader sig ikke kue af de svære markedsvilkår.

»Vi har over 100.000 faste kunder og et unikt brand, som 94 pct. af danskerne kender. Vores biler kan nå ud til enhver husstand i Danmark inden for 24 timer, og vi tilbyder flødeis af høj kvalitet og i alle afskygninger. Det skal vi udnytte,« sagde Frank Waller dengang til Finans.dk.

Hjem-Is forventer et overskud på 4-6 mio. kr. i 2015.

Artiklens emner
Nestle
Hjem-Is