Ekspert smider stikpille på cancerkonference
På medicinalselskabernes udgave af Roskilde Festival gik en ekspert uventet til angreb på de priser, selskaberne tager for cancermedicin.
Hvert år samles i tusindtal af kræftlæger til konferencen ASCO i USA, hvor selskaberne, der udvikler medicin mod kræft, fremlægger data og promoverer deres nye lægemidler. Konferencen er betalt af selskaberne og derfor var det uhørt, da en førende ekspert tog ordet for at kritisere industrien for de voldsomme priser, den tager for deres medicin.
Det er specielt de nye behandlinger mod kræft såsom immunterapi, der kom under kritik, da den Leonard Saltz fra Memorial Sloan Kettering Cancer Center tog ordet på den store fællessession, den største scene på konferencen.
»Disse midler koster for meget. Prisen på midler mod kræft har ingen relation til værdien af midlet, men er baseret på, hvad der har været af tidligere behandlinger og hvad markedet kan bære,« sagde Leonard Saltz ifølge Wall Street Journal.
Ifølge Leonard Saltz er den månedlige pris for behandling med nye lægemidler mod kræft mere end fordoblet til over 65.000 kr. siden 2004.
Specielt kastede Leonard Saltz sig over en ny kombinationsbehandling fra Bavarian Nordics partner Bristol-Myers Squibb mod modermærkekræft, der vil koste op mod 2 mio. kr. om året per patient. Hvis alle kræftpatienter skulle betale den pris, ville det koste 174 mia. dollar om året at behandle dem ifølge Wall Street Journal.
Medicinpriser er blevet et større og større emne ikke mindst inden for kræft, hvor nye behandlinger har vist sig meget effektive men også ekstremt dyre.
Prisdiskussionen blev for alvor skudt i gang, da et nyt middel mod Hepatitis C, der som det første nogensinde rent faktisk kan kurere sygdommen, blev sendt på gaden til 1000 dollars per pille, der skal tages hver dag i 12 uger.
Medicin er specielt dyr i USA, hvor læger ofte modtager en procentdel af prisen og dermed har incitament til at vælge dyr medicin. Der ud over betyder gamle love, at staten ikke må forhandle direkte med lægemiddelindustrien for at presse priserne ved indkøb.
Også i Danmark er en større debat om medicinpriser i gang, da nye behandlingsformer har sat sundhedssektorens budgetter under pres.


