Fortsæt til indhold

Tøjmilliardær overhaler oraklet fra Omaha

Investeringsguruen Warren Buffett er blevet overhalet indenom af en spansk tøjkædemilliardær og er ikke længere verdens næstrigeste mand.

Erhverv

Verdens måske bedst kendte investor, den 84-årige Warren Buffett, er ikke længere verdens næstrigeste mand. Hans store og mangeartede investeringsimperium har måttet strække våben over for den 79-årige spanier Amancio Ortega, ejeren af Inditex.

I Bloombergs seneste opgørelse over milliardærer har Amancio Ortega øget sin formue med 1,1 mia. dollars siden den forrige opgørelse - ikke mindst på grund af solid medvind til Inditex. Dermed sidder Amancio Ortega på markante 71,5 mia. dollars – små 485 mia. kr.

Det er gået fremragende for Inditex, der blandt andet ejer tøjkæden Zara og de i Danmark mindre kendte Pull&Bear og Massimo Dutti. Selskabet, der blev stiftet i 1985, har nu over 6600 butikker verden over og fortsætter sin kraftige ekspansion.

2015 har været god for Inditex, hvis aktier er steget markant og nu har en markedsværdi på 96 mia. euro.

Samtidig er det gået mindre godt for Warren Buffetts nærmest mytiske investeringsselskab Berkshire Hathaway, hvor to af selskabets helt store investeringer, American Express og Coca-Cola, ikke har leveret.

Artiklen fortsætter under grafikken

Mangemilliardæren Amancio Ortega står bag virksomheden Inditex, der bl.a. ejer og driver modetøjkæden Zara.

Det har sendt Warren Buffetts formue ned til 70,2 mia. dollars og ham selv ned på tredjepladsen over verdens rigeste.

Warren Buffett blev ejer af Berkshire Hatahway i midten af 1960'erne, da selskabet stadig var en textilproducent. Det så Warren Buffett dog ikke megen fremtid i og omdannede selskabet til et investeringsselskab.

Storinvestorens store scoop var, da han købte forsikringsselskaber Geico og brugte dets likvider til at investere i andre selskaber. Han er kendt som en ualmindelig dygtig investor, der tager store positioner eller deciderede ejerskaber og holder ved dem i lang tid.

Berkshire Hathaway ejer blandt andet Dairy Queen, halvdelen af Heinz og er storinvestor i Wells Fargo og IBM.

På førstepladsen over verdens milliardærer ligger fortsat Microsofts stifter Bill Gates, der trods en tilbagegang på over 1 mia. dollars i formuen siden årsskiftet sidder på 85,5 mia. dollars.

Artiklens emner
Inditex
Berkshire Hathaway