Her er de ti mest stressende job
Det er især de 25-44-årige, der føler sig stressede.
Stress er mange gange blevet udråbt til nutidens folkesygdom, der rammer befolkningen bredt. Men der er forskel mellem fagene på, hvor meget medarbejderne føler sig stressede. Det er især de højtuddannede, der føler sig stressede. Det viser en ny undersøgelse fra Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø, NFA.
I undersøgelsen har NFA spurgt 27.000 beskæftigede danskere, hvor ofte de har følt sig stressede inden for de seneste to uger, og herefter er svarene blevet omsat til tal fra 0 til 4. Undersøgelsen viser, at kvinderne i større grad end mændene føler sig stressede, og at der er flest i aldersgruppen 25-44-årige, der er stressede.
Når danskerne er stressede, skyldes det oftest jobbet. 67 pct. svarer nemlig, at det er deres arbejde, der er hovedkilden til stress.
Det generelle stresseniveau hos danskeren er faldet en smule fra 1,37 i 2012 til 1,34 i den nye undersøgelse, der er gennemført i 2014. Men der er også en lang række job, som er mere stressede end gennemsnittet. Her er de jobtyper, hvor flest føler sig stressede:
- Psykologer 1,65
- Undervisere og forskere ved universitet 1,58
- Læger 1,58
- Fysio- og ergoterapeuter 1,57
- Journalister 1,56
- Tekniske tegnere 1,55
- Socialrådgivere 1,54
- Skolelærere 1,53
- Præcisionshåndværkere 1,52
- Gymnasielærer 1,52
- Farmaceuter, tandlæger og dyrlæger 1,52

