Fortsæt til indhold

Bagmandspolitiet skærper jagt på vekselbureauer

Vekselbureauer udnyttes i stor stil af kriminelle, mener bagmandspolitiet, der går efter lange fængselsstraffe i nye sager.

Erhverv

Udbytter fra kriminalitet i milliardklassen bliver hvert år vasket hvide gennem danske vekselbureauer.

Det vurderer bagmandspolitiet, der intensiverer jagten på brådne kar i branchen.

I sidste måned rejste den særlige statsadvokatur tiltale mod et københavnsk vekselkontor for hæleri og hvidvask for 226 mio. kr., og senest er en direktør fra et andet bureau blevet varetægtsfængslet og sigtet efter de samme paragraffer for 95 mio. kr.

»De kriminelle er jo ofte begavede mennesker, der undersøger, hvor de svage led er, og et sådan er vekselbureauerne. Det er ganske små virksomheder, der omsætter for store beløb uden at være tilstrækkeligt kritiske over for deres kunder,« siger statsadvokat og chef for bagmandspolitiet Morten Jacobsen.

I en ny national risikovurdering af hvidvaskområdet stemples vekselbureauerne som højrisiko, når kriminelle forsøger at få udbytter fra eksempelvis narko, bedrageri, skattesvindel m.m. til at ligne lovlige indtægter.

Risikovurderingen citerer et europæisk forskningsstudie for, at det årlige udbytte af kriminalitet i Danmark ligger i størrelsesordenen 20,6 mia. kr.

»Det giver en pæn indikation af, hvad der er på spil,« siger Morten Jacobsen.

Bagmandspolitiet betragter de to seneste sager som så grove, at man vil forsøge at få hovedpersonerne dømt for hæleri.

I givet fald åbner det for straffe på op til seks år mod de seks måneder, der er strafferammen i hvidvaskloven.

Ifølge risikovurderingen er der cirka 65 vekselkontorvirksomheder i Danmark, men Morten Jacobsen oplyser, at det primært er de mindre, som har problemer med at overholde loven.

Den største aktør, Forex, fik en bøde på 50 mio. kr. i 2008 for alvorlige brister i håndteringen af hvidvaskregler, og den blev ifølge Forex' danske chef, Joakim Husted, efterfulgt af endnu en bøde i Danmark på 3,7 mio. kr.

»Vi rettede ind, og siden har vi arbejdet hårdt på at sikre, at vi ikke medvirker til hvidvask og terrorfinansiering, og vi har alle rutiner på plads i dag,« siger han.

Denne artikel er en oplåst abonnementsartikel. Ønsker du fuld adgang til alle øvrige artikler i Finans’ abonnementsunivers, kan du helt uforpligtende få 40 dages gratis adgang ved at klikke her.

Artiklens emner
Forex
Bagmandspolitiet