Dansk cirkus kæmper med økonomien
Et nyt årsregnskab viser store udfordringer i Cirkus Dannebrog. Trods underskud og revisor-forbehold er cirkusfamilien dog klar til at fortsætte.
Heste, akrobater, spotlight og inciterende musik er langt fra nok til at tjene penge. Det understreges af regnskabet for 2014/13 i Cirkus Dannebrog ApS.
Selskabet kom ud af året med både røde tal og skarpe forbehold fra selskabets revisor.
2013/14 gav et underskud før skat på 1,4 mio. kr., så der er en negativ egenkapital på 0,4 mio. kr. i selskabet.
Ledelsen i det familieejede cirkus betegner også i regnskabet, som først er offentliggjort for kort tid siden, resultatet for utilfredsstillende.
Året var ifølge ledelsen dog præget af flere aflyste forestillinger end året før. Samtidig var det »en sæson med ekstraordinært godt vejr, hvilket har haft en stor negativ indvirkning på befolkningens lyst til at gå i cirkus og dermed på antallet af solgte billetter.«
Cirkus Dannebrog oplyser, at de kortfristede gældsforpligtelser for 2014/15 overstiger selskabets omsætningsaktiver med tæt ved 2 mio. kr. Der står desuden:
»Selskabets nedgang i indtjeningen det seneste år og udviklingen i gælden gør, at der arbejdes med flere løsninger vedrørende tilvejebringelse af likviditet. Der er indgået afdragsordning med selskabets væsentligste eksterne kreditor, og der arbejdes på mulig tilførsel af ny kapital.«
Ledelsen understreger samtidig, at arbejdet endnu ikke er afsluttet:
»Det er ledelsens opfattelse, at den nødvendige finansiering vil blive tilvejebragt. Selskabets ledelse forventer et positivt resultat for regnskabsåret 2014/15, tilførsel af kapital og at den indgåede afdragsordning kan overholdes, hvilket er en forudsætning for fortsat drift«.
I regnskabet tager selskabets revisor en stribe forbehold om selskabet og driften. Revisoren påpeger bl.a., at tidsfristerne i forbindelse med afholdes af generalforsamlingen ikke er overholdt. Selskabet har ifølge revisoren heller ikke overholdt bogføringslovgivningen, mens indberetning af både skat og moms ikke er sket rettidigt.
Direktør Agnete Enoch siger til Finans, at ledelsen arbejder intenst med at løse alle udfordringerne omkring både økonomien og revisorens forbehold. Hun fastslår, at der er gennemført tilpasninger, og cirkusset siden marts har været i fuld gang med 2015-sæsonen.
»Vi er på landevejen, ligesom vi har været i vores cirkusfamilie gennem 39 år. Vi er artister og elsker at optræde for publikum,« siger Agnete Enoch, som udover direktørposten også er sprechstallmeister i Cirkus Dannebrog. Hun fortsætter:
»Vi glæder os over, at publikum er der. Fra 13. juni og flere uger frem har vi udsolgte forestillinger, så der er håb forude med en sådan opbakning. Vi arbejder intenst med alt omkring det økonomiske.«

