Atea lægger afstand til bestikkelsessag
Atea oplyser, at firmaet samarbejder med politiet om at opklare en omfattende bestikkelsessag.
It-virksomheden Atea kommenterer nu for første gang den opsigtsvækkende bestikkelsessag, der har ramt koncernen.
Finans har gentagne gange forsøgt at få Morten Felding, der er direktør i Atea i Danmark, i tale om sagen. Det har hidtil været forgæves, men nu har Atea udsendt en pressemeddelelse, hvori virksomheden lægger afstand til sagen.
»Det er afgørende for Atea at udvise ordentlig forretningsførelse, og vi accepterer ikke bestikkelse,« hedder det blandt andet.
Atea bekræfter, at virksomheden »blev kontaktet« af politiet tirsdag, og at mistanken vedrører to offentlige kunder.
Computerworld beskrev tirsdag, at Atea var blevet ransaget.
Ifølge sigtelsen omfatter sagen Kriminalforsorgen, Region Sjælland og en medarbejder fra Rigspolitiet. Ifølge Finans’ oplysninger har medarbejderen tidligere arbejdet i Region Sjælland.
»I Atea gør vi alt tænkeligt for at hjælpe Region Sjælland og det danske politi med opklaringen og stiller os til rådighed med alle oplysninger, vi måtte ligge inde med,« hedder det i pressemeddelelsen, der også slår fast, at Atea bakker op om politiets efterforskning, og at man indtil videre ikke har yderligere kommentarer.
Atea er nordens største it-koncern med hovedsæde i Norge og med en omsætning i 2014 på 25 mia. norske kroner.
Bestyrelsesformand og storaktionær Ib Kunøe kaldte onsdag i et interview med Finans sagen for »mystisk og forfærdelig«.

