Fortsæt til indhold

Analytiker: Kraftig nedjustering koster på tilliden til Coloplast

Det er modvind på en lang række områder, der nu har gjort det nødvendigt for Coloplast at nedjustere forventningerne til 2014/15.

Erhverv
Ritzau Finans

Salgsprognosen sænkes til en organisk salgsvækst på 7 pct. fra tidligere 8-9 pct. og den forventede overskudsgrad reduceres til 32 pct. fra tidligere 34 pct.

I kroner betyder det ifølge Ritzau Finans' beregninger, at Coloplasthar skåret omkring 125-250 mio. kr. af toplinjeforventningerne, mens forventningerne til driftsresultatet, EBIT, er reduceret med cirka 300-350 mio. kr.

- Der har samlet sig nogle små møgsager op. Det er der ingen tvivl om. Det er det, man nu tager konsekvensen af, og derfor kommer der en ret stor nedjustering, da Coloplast samtidig benytter lejligheden til at tage en række hensættelser. Det er klart, at det koster på tilliden i et usikkert marked, men det er ikke noget, der nødvendigvis peger så langt ud over indeværende år, siger analytiker i Alm. Brand Markets, Michael Friis Jørgensen, til Ritzau Finans.

Reaktionen på aktiemarkedet er dog ret hård. Coloplast falder med 9,6 pct. til 437,50 kr., svarende til et dyk i markedsværdien på omkring 10 mia. kr.

- Det er en aktie, der længe har været det sikre kort på aktiemarkedet, og faldet i aktien er måske ikke helt uretfærdigt i betragtning af, hvor meget de nedjusterer med. Men det er vigtigt at have for øje, at meget af det er engangsposter, siger Michael Friis Jørgensen.

Coloplasts nedjustering sker med henvisning til fortsatte udfordringer i selskabets britiske home care-forretning samt lavere kampagneaktivitet i den kroniske forretning i USA.

- Det har vist sig, at det tager længere tid end forventet at få forretningen i Storbritannien tilbage på sporet. Det går den rigtige vej, men ikke så hurtigt som vi havde regnet med, siger administrerende direktør i Coloplast, Lars Rasmussen, i meddelelsen.

- Samtidig har vi oplevet nedsat kampagneaktivitet på vores amerikanske marked som følge af det amerikanske justitsministeriums brancheundersøgelse - og det har påvirket vores salg negativt. Og med manglende momentum på to så vigtige markeder som Storbritannien og USA har vi været nødt til at sænke vores finansielle målsætninger for året, siger Coloplast-topchefen.

Coloplast foretager desuden hensættelser i forbindelse med det amerikanske justitsministeriums undersøgelse i USA samt øger hensættelsen til tab på debitorer i Sydeuropa. Beløbsstørrelserne på hensættelserne oplyses ikke. Endelig har Coloplast foretaget en nedskrivning af lageret af undertryks-sårplejeprodukter købt fra Devon Medical.

- I et selskab, der kun er kommet med opjusteringer, der er det klart, at det her skaber usikkerhed i forhold til, om det er tale om noget strukturelt, der har ændret sig. Men jeg vurderer nok, at der er tale om mange små bøvlede forhold frem for, at der er tale om noget strukturelt og fremadrettet, siger Michael Friis Jørgensen.

Han peger dog på, at det amerikanske Justitsministeriums undersøgelse af branchen måske kan påvirke negativt fremover, hvis det på den længere bane lægger hindringer i vejen for branchens markedsføring over for forbrugerne.

Artiklens emner
Coloplast