Fortsæt til indhold

Her er de 10 mest uretfærdige job

Politibetjente og servicemedarbejdere i passagerbranchen er dem, der har de mest uretfærdige job ifølge dem selv.

Erhverv

Når de store beslutninger på jobbet bliver truffet, er det ikke altid, alle medarbejdere bliver hørt. Og det er langt fra altid retfærdigt, hvem der får de spændende opgaver, og hvem der gang på gang får de sene vagter. Der er mange ting, der kan gøre, at vi danskere ikke føler, at der er retfærdighed i vores job.

Især betjente, servicemedarbejdere i passagerbranchen og ansatte i Skat mener, at deres job er uretfærdige. Det viser en undersøgelse, som Det nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø, NFA, har lavet blandt i alt 27.000 beskæftigede danskere.

NFA har spurgt medarbejderne om, dels hvor ofte de bliver hørt i forbindelse med beslutninger, der påvirker dem, og dels hvor ofte de mener, at alle medarbejdere bliver behandlet retfærdigt. Svarene bliver tildelt fra 1 til 5 point, hvor svaret "aldrig" giver fem point, og svaret "altid" giver et point.

I gennemsnit scorer danskere 2,69 i forhold til, om de høres, inden en beslutning, der påvirker dem, træffes og 2,29 i forhold til, om alle på arbejdspladsen behandles retfærdigt. Begge tal er en anelse lavere – og altså mere retfærdige - end i 2012, da NFA lavede en lignende undersøgelse.

Undersøgelsen viser også, at det især er de unge mellem 18 og 24 år, der føler, at deres job er uretfærdigt.

Her er de 10 fag, hvor der er mest uretfærdighed i jobbet:

  • Politi- og fængselsbetjente
  • Passagerservicemedarbejdere
  • Told- og skattemedarbejdere
  • Nærings- og nydelsesmiddelindustrimedarbejdere
  • Præcisionshåndværkere
  • Bus- og taxachauffører, lokofører ol.
  • Journalister
  • It-teknikere
  • Maskinførere
  • Montører