Desperationen var ved at nærme sig Reno - så inviterede man en rigmand til byen
Grundlæggeren af Tesla er i gang med at etablere en stor batterifabrik i Reno, Nevada, og det har sat gang i byen med det dårlige image.
I den mindre amerikanske by Reno er Tesla-effekten allerede begyndt at indfinde sig.
Det sker forud for næste års færdiggørelse af Tesla Motors-grundlægger Elon Musks store batterifabrikprojekt. Tesla Motors 5 mia. dollar store Gigafactory-projekt kan være det bedste, der er sket for det nordlige Nevada, hvor Reno er placeret, siden sølv-rushen i 1850'erne og det senere spilleboom - byen nyder status som en andenrangs Las Vegas.
Tesla-medarbejdere er begyndt at flytte fra San Francisco Bay-området og de cirka 300 kilometer mod nordøst for at købe huse i grønne kvarterer og indskrive deres børn i de lokale skoler. Det skriver Bloomberg News, som også fremhæver, at JetBlue Airways er begyndt at tilbyde direkte fly fra New York til Reno, og Campo-restauranten i det trendy Riverwalk-distrikt er også begyndt at tilbyde 10 pct. rabat til Tesla-medarbejdere.
Den store fabrik øst for byen giver den selvudråbte "største lille by i verden" en mulighed for at diversificere økonomien og slippe af med sit image som et mindre prestigefyldt Las Vegas.
Reno med cirka 235.000 indbyggere har også tiltrukket teknologigiganter såsom Apple, der er ved at bygge et datacenter i byen og Amazon.com, som flytter et distributionslager til et område tæt på byen.
Der er dog en bekymring i byen, og det er, at de lokale gymnasier ikke er i stand til at producere nok studenter med tekniske færdigheder, idet Gigafactory forventes at generere 6.500 faste stillinger. Tesla har så også taget konsekvensen og selskabet vil investere 37,5 mio. dollar i et uddannelsessystem.
Da Tesla sidste år annoncerede det kæmpe batterifabrikprojekt, så var Reno slet ikke på radaren. Alt tydede på en placering i San Antonio i Texas.
Desperate Reno inviterede dog Tesla på et visit, og valget faldt derefter på Nevada-byen blandt andet med henvisning til de kun fire timers kørsel med jernbane eller vej til Teslas bilfabrik ved San Francisco.

