Fortsæt til indhold

Mærsk: Olieprisen vil kravle op igen

Olieprisen skal nok komme tilbage op, selv om det ikke sker lige med det samme.

Erhverv
Ritzau Finans

Det forudser A.P. Møller-Mærsks oliedirektør, Jakob Thomasen, som også står over for en stigende produktion fra sin division af det lyseblå konglomerat.

Olieprisens store fald i anden halvdel af 2014 ruskede op i et marked, der ellers var blevet vant til et relativt stabilt prisleje på 100-115 dollar per tønde olie. I januar 2015 var prisen nået ned omkring 45-50 dollar, og efterfølgende har den stabiliseret sig i et niveau på 60-65 dollar per tønde.

Men den vil rejse sig igen, mener Maersk Oilog henviser blandt andet til forudsigelser fra Det Internationale Energiagentur og analysehuset Wood Mackenzie, der forudser en årlig efterspørgselsvækst på 1,1 pct. på olie og gas frem mod 2040.

- Det vil give sig til udtryk i en oliepris, der, selv om den selvfølgelig er trykket ned lige nu, langsomt vil stige, siger Jakob Thomasen.

Bud fra Wood Mackenzie, IHS og Verdensbanken anslår alle stigninger i olieprisen over de kommende 15 år, omend de er uenige i hastigheden.

- De tror alle, at olien kommer tilbage på et velkendt prisniveau. Vi tror ikke på 120 dollar per tønde inden for den nærmeste fremtid, men vi tror på en prisbedring over en del år, siger Jakob Thomasen.

En højere oliepris er især nødvendig for olieselskaberne, hvis de store dybvandsfund skal kunne betale sig at investere i.

For eksempel har Maersk Oils store Chissonga-prospekt i Angola brug for en oliepris på over 80 dollar per tønde for at være rentabelt. Omvendt kan Johan Sverdrup-feltet i Norge give overskud selv med en oliepris omkring 40 dollar.

Artiklens emner
A.P. Møller - Mærsk
Jakob Thomasen