Ikea giver igen de ansatte mere i løn
Mindstelønnen for amerikanske Ikea-medarbejdere kommer nu i gennemsnit op på 80 kr. i timen.
De amerikanske medarbejdere i møbelgiganten Ikea har fået en ekstra grund til at være glade for deres job. Ikea har nemlig endnu en gang annonceret, at virksomheden hæver mindstelønnen i USA. Fra 1. januar næste år bliver den gennemsnitlige mindsteløn således 79 kr. i timer i Ikeas amerikanske varehuse.
Det er kun et år siden, at Ikea senest hævede mindstelønnen i USA. I juni 2014 præsenterede virksomheden en lønstigning, som betød, at den gennemsnitlige mindsteløn fra 1. januar i år har ligget på 71,6 kr. i timen.
Ikea USA har grebet mindstelønnen noget anderledes an end mange andre virksomheder i USA. I stedet for bare at have én fast mindsteløn i alle virksomhedens amerikanske varehusene, uanset hvilken stat de ligger i, har Ikea nemlig valgt at basere mindstelønnen på, hvad leveomkostningerne er de enkelte dele af USA.
Ikea fastsætter de forskellige satser for minimumsløn på baggrund af beregninger, som det amerikanske universitet Massachusetts Institute of Technology, MIT, laver. Her kigger MIT på hvilken løn, der er brug for i de enkelte dele af USA for at kunne dække basisudgifter såsom husleje, mad og børnepasning.
Ifølge Ikea er det 10.500 medarbejdere, der kommer til at mærke stigningerne i mindstelønningerne. Ikea er langt fra den eneste internationale virksomhed, som har valgt at hæve minimumslønningerne. Mindsteløn er nemlig er meget diskuteret emne i USA for tiden. I San Francisco og Seattle er der f.eks. vedtaget love om en mindsteløn på 15 dollars i timen, svarende til knap 100 kr.
Netop 100 kr. valgte det sociale medie Facebook i maj at indføre som en fast minimumsløn for alle medarbejdere i USA.
Også medarbejderne i McDonald’s kæmper for at få en mindsteløn på 100 kr. i timen. Fastfoodkæden er gået med til at sætte de ansattes løn op fra 59 kr. til 65 kr. i timen med virkning fra 1. juni.
Også mange virksomheder i Silicon Valley har været under pres for at hæve mindstelønnen, fordi der er så høje leveomkostninger i Californien.
I og med at Ikea offentligt har sagt, at virksomheden følger MIT’s lønindeks, har virksomheden også tvunget sig selv til at give medarbejderne lønstigninger, hver gange MIT’s indeks stiger. Og det er netop, hvad det gjorde i maj, hvor professor Amy Glasmeier, der står bag det, opdaterede lønningerne. Og nu følger Ikea altså trop i de områder, hvor leveomkostninger ifølge MIT er steget.
»For os handler det egentlig om at være gennemsigtige og åbne over for vores medarbejdere. De kan tjekke beregnerne for at sikre, at vi lønner i overensstemmelse med dem,« siger Rob Olson, der er økonomichef i Ikea USA, til Washington Post.
Ifølge Amy Glasmeier, der står bag lønindekset, er Ikea ikke den eneste virksomhed, der bruger indekset til at fastsætte deres mindstelønninger. Men der er kun ganske få virksomheder, der ligesom Ikea fortæller om det offentligt.
Der er også nogle områder i USA, hvor mindstelønnen bør falde, hvis man følger MIT’s indeks. Ikea sætter dog ikke deres mindsteløn ned nogle steder, understreger Rob Olson.

