3F: Ryanair pumper jobtal i Billund Lufthavn
Ryanair påstår, at man har været med til at skabe 725 arbejdspladser i Billund Lufthavn. Men siden selskabet begyndte med at flyve fra lufthavnen i 2006, er der højst kommet 200 flere job i lufthavnen, vurderer fagbladet.
Ryanair har ganske stor tro på egne evner til at skabe job i det midtjyske. Flyselskabet hævder, at det har været med til at støtte hele 725 job i Billund Lufthavn.
Men siden 2004, to år før Ryanair begyndte at flyve fra Billund, er der højst skabt 200 flere job i Danmarks næststørste lufthavn. Det fremgår af Billund Lufthavns hjemmesider. Det skriver Fagbladet 3F.
Dette tal dækker over en stigning fra knap 700 til omkring 800 af lufthavnens egne medarbejdere, mens antallet af ansatte i øvrige virksomheder i lufthavnen konstant har ligget på omkring 1.600-1.700 personer.
Antallet af arbejdspladser, som Ryanair hævder at stå bag, skulle altså svare til lufthavnens samlede antal af egne medarbejdere. Ifølge professor i økonomi ved RUC, Bent Greve, så "oversælger" Ryanair deres betydning i Billund:
- Så mange job kan de ikke have været med til at skabe. Ryanair er stærkt optimistiske. De må indregne en stor afledt virkning på øvrige aktiviteter i området, siger Bent Greve.
Han peger også på, at Ryanair som en del af deres forretningsmodel har, at de skal spare mest muligt på omkostningerne, hvilket heller ikke fordrer den store jobskabelse.
Fagbladet 3F har bedt om en forklaring fra Ryanairs kommercielle direktør, David O'Brian:
- Jeg ved ikke, hvorfor vi laver det her børnehavematematik. Jeg kender ikke de nærmere forhold for jobskabelse i Billund Lufthavn. Men jeg ved med reference til tallene fra ACI, at vi understøtter 725 job i Billund. Jeg er sikker på, at de ansatte i Billund anerkender, at det skaber job. De kender værdien af vores tilstedeværelse, siger David O'Brian.
ACI er en international interesseorganisation for lufthavne. Det er deres standard regnemodel for jobskabelse i forhold til passagertal, som Ryanair også bruger i forhold til Billund Lufthavn.
Ifølge luftfartsekspert Jacob Pedersen fra Sydbank kan en del af forklaringen på Ryanairs optimistiske jobtal bunde i, at flyselskabet er det største i Billund. Han peger også på, at Cimber var en stor kunde i lufthavnen, da selskabet gik konkurs i 2012. Ryanair kan dermed kan have været med til at forhindre et fald i antallet af job i lufthavnen.
- Det er svært at sige præcis hvor mange job, Ryanair har skabt i Billund. Men der er ingen tvivl om, at der er en verden til forskel på Billund Lufthavn med og uden Ryanair, siger Jacob Petersen.


