Fortsæt til indhold

Mistænkt krigsforbryder gik på tvang på Sjælland

BRFkredit har tabt ca. en halv mio. kr. på en tvangsauktion med en mistænkt krigsforbryder, der for et år siden blev udleveret til Rwanda. Det er den mest specielle tvangsauktion et forskerhold er stødt på.

Erhverv

Det er muligt at kortlægge, hvem der typisk ryger på tvangsauktion, men der er også sager, som stikker langt ud fra normalen.

Det kan BRFkredit skrive under på. Realkreditselskabet løb forrige år ind i et tab på ca. en halv mio. kr. i en landsby på Sjælland, hvor Skat begærede en gul murstensvilla fra 1970'erne på tvang.

Det viste sig, at familien i huset gemte på en helt speciel historie. Sagen er den mærkeligste, som forskere fra Aalborg Universitet og Dream er stødt på i forbindelse med, at de sammen med Boligøkonomisk Videncenter har lavet det største forskningsprojekt om tvangsauktioner i 25 år.

Han er dømt in absentia ved en gacaca-domstol, hvor han blev dømt på en græsplæne.
Bjørn Elmquist, forsvarsadvokat.

Familien slog sig ned i Danmark i 2001 og levede et almindeligt liv i landsbyen, indtil manden, som var skoleleder i Rwanda, i 2008 blev idømt livsvarigt fængsel in absentia for at have deltaget i folkedrabet i Rwanda. Det viste sig, at han levede under falsk identitet i Danmark. I 2010 blev han arresteret, og den 3. juli 2014 blev han udleveret og fløjet til Rwandas hovedstad, Kigali. Han menes bl.a. at have været en af lederne bag en massakre ved Kabuye Hill i Rwanda, hvor op imod 20.000 tutsier blev dræbt.

Selv om baggrunden for tvangsauktionen er meget speciel, er den i BRFkredits optik en helt almindelig sag.

»Vi har slet ikke haft fokus på den del af historien. Vi har fokuseret på ejendommen og dens værdi,« siger Birgitte Heno, afd. dir. for ejendomsinkasso i BRFkredit.

Vi forsøger altid at få en aftale, men det er nok svært med en mand, som ikke er i landet.
Birgitte Heno, afd. dir. i BRFkredit.

Kreditorerne led et samlet tab på ca. 2 mio. kr., hvoraf BRFkredit stod for ca. en halv mio. kr. Det viser sagens dokumenter, som itvang.dk og tvangsauktioner.dk har fremskaffet til Finans.dk.

»Vi har fået et pænt stort tab på denne sag,« erkender Birgitte Heno.

Selv om manden sidder fængslet i Rwanda, har BRFkredit ikke opgivet at kradse tabet hjem. Hans ægtefælle hæfter nemlig også for gælden.

»Vi forsøger altid at få en aftale, men det er nok svært med en mand, som ikke er i landet. Men der er to debitorer i sagen, og folk hæfter solidarisk. Så betaler den ene ikke, går vi efter den anden,« siger Birgitte Heno.

Advokat Bjørn Elmquist var forsvarer for manden i Danmark. Ifølge ham klæder det ikke de danske myndigheder, at den tidligere skoleleder blev udleveret i fjor.

»Han sidder i fængsel iklædt en særlig lyserød dragt, som alle folkedrabssigtede skal bære,« siger Bjørn Elmquist, som mener, at det er forkert at sige, at manden er dømt for folkedrab.

»Han er dømt in absentia ved en gacaca-domstol, hvor han blev dømt på en græsplæne. De domstole er siden blevet afskaffet, fordi der var for mange skæve kendelser, og myndighederne i Rwanda har sagt, at de ser bort fra dommen, og at sagen mod ham derfor skal begynde forfra ved de rigtige domstole,« siger Bjørn Elmquist.

Ægtefællen og børnene bor stadig i Danmark.

»Hun er på det danske arbejdsmarked og er velintegreret. Jeg vil ikke sige, at det går udmærket, for de er præget af situationen. Men det går sin skæve gang,« siger Bjørn Elmquist.

Finans har valgt at anonymisere sagens hovedpersoner, men deres identiteter er redaktionen bekendt.

Artiklens emner
Boliga
Bjørn Elmquist