Erhverv

Tømrerrigmanden har lært at holde sig til høvl og søm

Som 13-årig startede Michael Mortensen sit eget firma i byggebranchen. Det eksisterer stadig, men flere er kommet til, og Michael Mortensen kan i dag kalde sig mangemillionær - også selvom det ikke er alt, han rører ved, der bliver til guld.

Artiklens øverste billede
Casa har planer om at rykke hovedsædet ned til havnen i Horsens. Det gamle pakhus skal renoveres og være en del af bygningen. Det eksisterende ståltag skal bl.a. skiftes tilbage til det originale skiffertag, fortæller Michael Mortensen, grundlægger, bestyrelsesformand og hovedaktionær i Casa-koncernen.

Skal jeg blive ved med at bygge parcelhuse til, jeg er 65? Det spørgsmål stillede den nu 43-årige Michael Mortensen sig selv for knap 10 år siden. Svaret var nej, og han så ingen anden udvej end at sælge.

»Når man ikke synes, det er spændende mere, så bør man stoppe. Kunderne kan mærke det,« siger Michael Mortensen, som i dag er hovedaktionær og bestyrelsesformand i entreprenør- og ejendomsudviklingskoncernen Casa.

Den solgte virksomhed, som i dag hedder Huscompagniet, røg i hænderne på en kapitalfond, og for Michael Mortensen betød det et farvel til husbyggeriet og begyndelsen på et nyt millioneventyr i byggesektoren. Denne gang inden for større bolig- og erhvervsbyggerier.

»Forretningen blev større og større. Jeg ville gerne ud af personaleansvaret, men det kneb lidt, selv om vi havde lavet om på rollefordelingen. Tømrerne blev ved med at komme til mig, og det samme gjaldt kunder eller kunders familier. De kom også til mig, hvis de ville have bygget nyt,« siger Michael Mortensen.

Nu sidder han med ansvaret for salg, jura og økonomi i Casa.

»Det var sådan, vi startede det op, og det er bedre - også fordi jeg er dårlig til at sige nej. Det er de områder, jeg brænder for og er bedst til,« siger han.

Svaret på spørgsmålet om, hvorvidt han vil være dér, hvor han er nu, når de 65 år nærmer sig, er:

»Ja. Jeg kunne også være der til de 70.«

Det er netop, hvad faren, Finn Mortensen, har gjort. I 1995 overtog Michael Mortensen sin fars firma FM-Huse, som senere blev til FM-Søkjær og til sidst Huscompagniet, men Finn Mortensen stoppede ikke med at bygge huse pga. frasalget. Han bygger den dag i dag stadig nøglefærdige villaer i sit eget firma.

Det er projekternes forskellighed, der fastholder Michael Mortensens interesse. Han hiver en papvifte, som mest af alt ligner sådan et farvekort, man får i malerforretninger, frem fra inderlommen. Illustrationer og projektbeskrivelser fylder overfladen på 31 papstykker.

»Vi arbejder i helt forskellige brancher. Vi bygger f.eks. for Rambøll Oil & Gas, og så har vi opført et auktionshus for BCA Bilauktioner. De får eksempelvis leasede biler ind, får dem vasket på 45 sekunder og får taget fotos af ridser osv. At få hele logistikken på deres parkeringsplads til at fungere var noget af en udfordring, og det er med til at gøre det spændende at gå på arbejde,« siger Michael Mortensen.

Casas projekter er delt op i tre kategorier: boligbyggerier, erhvervsbyggerier og renoveringsprojekter.

»Renovering er et nyt område, som vi har sat fokus på, fordi renoveringer er mindre konjunkturafhængige. Når konjunkturerne er lave, så renoverer de almene boligselskaber stadig,« forklarer Michael Mortensen.

Det kribler ikke i Michael Mortensens fingre for at komme ud på selve byggepladsen, når han står ved computeren på sit kontor. Ja, for han sidder ikke ned. Han har slet ikke en stol ved skrivebordet. Sådan har han det bedst, fortæller han fra stolen i mødelokalet på hovedkontoret, mens hans ene skulder synker ned mod gulvet i et forsøg på at vise, hvad der ville ske, hvis han hver dag satte sig på en kontorstol.  Michael Mortensen har det godt med at stå for det mere overordnede i virksomheden på trods af, at han helt siden, han var dreng, har kravlet rundt på hustage og dækket det dem til med tagsten.

Som kun 13-årig stiftede Michael Mortensen sit eget selskab. Der var lidt udfordringer, fordi han endnu ikke var myndig, men en advokat hjalp ham og trak et selskab op ad skuffen d. 20. november, 1985. KBil-9nr821 hed det, og det gjorde det i mange år. Når han ikke var i skole og senere i lære som tømrer, brugte han tiden på sit firma. Alt det regnskabsmæssige lærte han fra sin mor Else Marie, som stod for bogholderiet i sin mands firma.

»Jeg sad inde på kontoret, hvor min mor var, og lavede alt, der havde med tal og regnskaber at gøre,« fortæller Michael Mortensen.

I dag har selskabet skiftet navn til Ejendomsselskabet Casa, og aktiviteten består i udlejning af erhvervsejendomme i Horsens, Aarhus og København. Selskabet ejer han gennem sit eget selskab M.M. 26 Holding, hvis egenkapital ifølge 2014-regnskabet ligger på knap en halv mia. kr.

Ved siden af ligger entreprenør- og ejendomsudviklingskoncernen Casa. Koncernen omsatte i 2014 for 904 mio. kr. og havde et årsresultat før skat på 55 mio. kr. I modsætning til flere andre entreprenørselskaber har Casa trods finanskrise formået at gøre byggeprojekter til en rentabel forretning.

Artiklen fortsætter under billedet.

Det er ikke så ofte, at Casas medarbejdere ser Michael Mortensen i en siddende position. Han har nemlig ingen stol ved sit skrivebord.

Opskriften på succesen er enkel.

»Vi laver ikke noget, som mange andre ikke også kan. Det handler om at stille det rigtige hold. Det er som, når man sammensætter et landshold. Nogle er bedst mod et hold, mens et andre er bedst mod et andet. Vi arbejder med underentreprenører, og det mener jeg er det rigtige. Sandsynligheden, for at vi selv er de bedste, er lille,« siger Michael Mortensen.

Derudover påpeger han, at 2. pladser i projektkonkurrencer koster penge:

»Man skal vinde opgaverne. Alt andet er udgifter. Det er bedre at vælge projekter fra på forhånd, hvis man ved, at man ikke er den dygtigste.«

Casas succes gør, at der er behov for mere plads. Michael Mortensen sætter sig ind i en sort Maserati på parkeringspladsen på Ove Jensens Allé i Horsens, hvor det gamle DFDS lå. Den italienske sportsvogn er kun 14 dage gammel, men den har allerede kørt 3.000 km.

»Jeg slider den op,« siger Michael Mortensen.

Turen går ned til Havnetrekanten i Horsens, hvor Casa skal opføre sit nye hovedsæde til sine op mod 90 medarbejdere.  Lige nu ligger der bunker af træpaller på græsplænen, hvor der også står en skurvogn. Ud over hovedsædet, som også skal bestå af det gamle pakhus, skal Casa opføre to boligtårne, som ventes færdige i første kvartal af 2017.

Det er ikke alt, Michael Mortensen kaster sig ud i, der bliver en succes. Casa Air hed et helikopterselskab, som Michael Mortensen stiftede i 2007. Planen var at transportere erhvervsfolk og senere hen at byde på ambulanceflyvning, men projektet gik i vasken og egenkapitalen var negativ med 9,6 mio. kr. i det sidste årsregnskab fra 2012.

»Vi ramte skævt. Vi var ikke dygtige nok og lukkede ned. Læren fra det er, at vi skal holde os til byggeri,« siger Michael Mortensen.

Top job

Forsiden lige nu

Anbefalet til dig

Giv adgang til en ven

Hver måned kan du give adgang til 5 låste artikler.
Du har givet 0 ud af 0 låste artikler.

Giv artiklen via:

Modtageren kan frit læse artiklen uden at logge ind.

Du kan ikke give flere artikler

Næste kalendermåned kan du give adgang til 5 nye artikler.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke gives videre grundet en teknisk fejl.

Ingen internetforbindelse

Artiklen kunne ikke gives videre grundet manglende internetforbindelse.

Denne funktion kræver Digital+

Med et Digital+ abonnement kan du give adgang til 5 låste artikler om måneden.

ALLEREDE ABONNENT?  LOG IND

Denne funktion kræver abonnement

Med et abonnement kan du lave din egen læseliste og læse artiklerne, når det passer dig.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke tilføjes til læstelisten, grundet en teknisk fejl.

Forsøg igen senere.

Del artiklen
Relevant for andre?
Del artiklen på sociale medier.