Fortsæt til indhold

Ikonisk legetøjsbutik på Manhattan har åbnet dørene for sidste gang

Den kendte legetøjsbutik FAO Schwarz på Manhattan er fortid. Huslejen var blevet for høj.

Erhverv

Efter knap 30 år på den fashionable 5th Avenue på Manhattan har FAO Schwarz solgt sit sidste stykke legetøj.

Siden FAO Schwarz slog dørene op på det sydvestlige hjørne af Central Park, har tusinder og atter tusinder af børn og voksne besøgt butikken, og selveste Tom Hanks dansede sågar på butikkens gulvpiano i filmhittet "Big" fra 1988.

Men huslejen på adressen er blevet for høj, meddelte FAO Schwarz for præcis to måneder siden og annoncerede den forestående lukning af sin berømte flagskibsbutik. En lukning, der nu er trådt i kraft, skriver The Telegraph.

FAO Schwarz, der er ejet af koncernen Toys'R'Us, er et af verdens ældste legetøjsmærker og blev grundlagt i 1862 af Frederich August Otto Schwarz. I 1986 rykkede man ind i bygningen på hjørnet af Central Park, et af New Yorks mest eftertragtede forretningsområder, og derfor også et særdeles dyrt sted at have hjemme.

Ifølge de seneste opgørelser steg lejepriserne i området med 13,3 pct. sidste år til astronomiske 3.500 dollar per kvadratfod, over en kvart million kr. per kvadratmeter, om året.

Den pris ville Toys'R'Us ikke betale, hvorfor man nu i stedet satser på at skabe en ny flagsbutik et andet - og billigere - sted i New York.

FAO Schwarz står derfor uden en decideret butik frem til 2016. Indtil da vil mærket udelukkende blive solgt over internettet og i Toys'R'Us' butikker.

De senere år har været turbulente for FAO Schwarz, der i starten af 00'erne gik bankerot ad flere omgange og har haft en stribe ejere. Den seneste, Toys'R'Us, har iværksat en omfattende effektiviseringsplan, siden koncernen blev overtaget af kapitalfondene Bain Capital, KKR og Vornado.

Artiklens emner
FAO Schwarz
Toys'R'Us